»We got him«

Lyt til artiklen

»Ladies and gentlemen. We got him«. Sådan indledte USA's administrator pressemødet klokken tretten, hvor han bekræftede, at Saddam Hussein er fanget. Pressefolk i lokalet brød ud i højlydt jubel, før Bremer kunne fortsætte. »Tyrannen er fanget«, sagde Bremer fra det amerikanske hovedkvarter i Bagdad. Under en målrettet aktion lørdag aften fangede specialstyrker og soldater fra 4. infanteri den tidligere diktator 15 km syd for hans fødeby Tikrit, sagde Bremer. Hussein gemte sig i tre meter dyb hule Hussein havde søgt skjul i en tre meter dyb underjordisk hule, hvor luften blev ventileret af en blæser og et rør, der førte gennem jorden op til overfladen. Indgangen til hulen - hvis militære betegnelse er et 'edderkoppehul' - var dækket af murbrokker. Klokken 8.30 lørdag aften fandt soldaterne Saddam Hussein liggende udstrakt i bunden af hulen. »Stor dag for Irak« »Det er en stor dag for Irak og det irakiske folk. I årtier har irakerne lidt under Saddam Husseins styre. Det er nu forbi for evigt«, sagde Paul Bremer. Han tilføjede, at tiden nu er inde til, at alle dele af det irakiske folk står sammen om at skabe et frit og demokratisk Irak. Saddam virkede træt og resigneret Den amerikanske general Ricardo Sanchez viste en video af operationen, som han navngav »rødt daggry«. Igen brød både vestlige og mellemøstlige pressefolk ud i jubel og råb over videoen af en fuldskægget og træt 66-årig Saddam Hussein. Han blev filmet stående op ad en hvid klinkemur, mens en læge iført hvide engangshandsker undersøgte hans tænder som led i en DNA-test. Testen menes at bevise, at den tilfangetagne er Saddam Hussein. »Ikke udløst et eneste skud« »Der var ingen tilskadekomne under operationen. Der blev ikke udløst et eneste skud«, sagde Sanchez og tilføjede, at Hussein virkede »træt og resigneret«. Ifølge Sanchez havde Hussein 750.000 dollar på sig, da han blev fanget. Sanchez viste billeder af den skæggede Saddam Hussein sammenlignet med billeder taget, efter at han var barberet. Desuden viste han tidligere billeder af Hussein sidestillet med billeder taget i nat. Det fik igen pressefolk i lokalet til at bryde ud i jubel. Sanchez sagde, at efterretninger samlet gennem de seneste måneder førte til tilfangetagelsen af Saddam Hussein. Sanchez sagde, at den tidligere diktator samarbejdede og ikke gjorde modstand under tilfangetagelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her