USA behandler Saddam Hussein humant og professionelt, som om han var krigsfange, men har endnu ikke taget stilling til, hvilken juridisk status Iraks tidligere leder har. Det siger USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld i et interview i tv-programmet '60 minutes', efter at amerikanske soldater har fanget Saddam Hussein. Skal afhøres om oprør Eksdiktatoren skal afhøres om Iraks formodede masseødelæggelsesvåben samt om hans kendskab og eventuelle styring af irakiske oprøreres angreb mod koalitionens styrker. Af sikkerhedsmæssige grunder ønsker det amerikanske militær ikke officielt at meddele, hvor Saddam Hussein befinder sig, men ifølge nyhedsmagasinet Time holdes han fanget i en celle nær Bagdad lufthavn, mens de første afhøringer bliver gennemført. Saddam afviser masseødelæggelsesvåben Ifølge magasinet svarer Saddam usammenhængende og er ikke villig til at samarbejde. Han skulle angiveligt have benægtet, at Irak har masseødelæggelsesvåben. På spørgsmålet om våbnene, har han svaret: »Nej, selvfølgelig ikke. USA har selv opfundet dem (masseødelæggelsesvåben, red.) for at have en grund til at gå i krig«. Forekomsten af disse våben var en væsentlig del af begrundelsen for den amerikansk-britiske invasion af Irak i marts måned. »Skyd ikke på mig« Newsweek magazine har talt med flere af de amerikanske soldater, der deltog i operation 'red dawn' lørdag aften, hvor Saddam Hussein blev fanget. »Skyd ikke på mig, jeg er Iraks præsident Saddam Hussein, og jeg er villig til at forhandle«, var ifølge officer Brian Reed, det første ekslederen sagde, da soldaterne - deriblandt Reed - fandt ham i den underjordiske grotte. Hussein var bevæbnet med en pistol, men overgav sig uden kamp. Soldaterne svarede Hussein: »Vi skal hilse fra præsident Bush«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























