Spekulationer om Saddams tilstand

Billederne af den tilfangetagne Saddam Hussein har ført til mange spekulationer. - Foto: AP
Billederne af den tilfangetagne Saddam Hussein har ført til mange spekulationer. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»Det var jo lige nøjagtig, som jeg sagde«, siger Saddam Husseins tidligere protokolchef Haitham Rashid Wihaib. Han har i månedsvis fortalt alle, der spurgte, at hans tidligere chef ville have anlagt skæg og ville bevæge sig rundt omkring sin fødeby Tikrit, fulgt af bare to-tre vagter, og i sidste ende ville være ude af stand til at tage sit eget liv. »Saddam er en kujon. Og han elsker sig selv så højt, at han aldrig ville være i stand til at tage sit eget liv. Så foretrak han ydmygelsen. Og når det endelig skulle være, så foretrak han også at blive fanget af amerikanerne. Hans situation ville have været en helt anden, hvis det var irakere, der havde fundet ham. På den måde var søndag hans heldige dag«, siger Wihaib til Politiken. Var protokolchef Wihaib arbejdede i 13 år tæt på Saddam Hussein som protokolchef og rejste meget med ham. Under krigen med Iran var han blandt andet sammen med præsidenten, da Saddam gav en af sine generaler ordre til at slå ham ihjel. Saddam var ude at inspicere grænsen og kom ved en fejl ind på iransk område. Da de så en gruppe iranske soldater nærme sig, gav Saddam generalen ordre til at skyde ham, hvis iranerne kom for nær. Dengang nåede den irakiske præsident at blive reddet af sine egne, men Wihaib ser historien som udtryk for, at Saddam vil være ude af stand til at tage sit eget liv. Andre, der har været tæt på Saddam, ser tegn på, at den tidligere præsident har mistet fatningen. Harold Walker, der var Storbritanniens ambassadør i Irak under den sidste Golfkrig i begyndelsen af 1990'erne, tror, der var tale om et kortvarigt chok, da Saddam fandt sig omringet af 600 amerikanske soldater. Men palæstinensiske Said Aburish, der har været mellemmand mellem Saddam Hussein og vestlige våbenhandlere, drager en mere vidtrækkende konklusion af billederne af den langskæggede huleboer, der ikke ydede modstand over for de amerikanske soldater. I forfald »Jeg var meget overrasket. Jeg tror, der er sket noget med ham. Se bare på ham og hans slørede øjne. Han virker ikke, som om han har fuld kontrol over sig selv. Han må have opholdt sig for længe i et hul i jorden. Jeg tror ikke, vi har at gøre med en mand, der er helt rask i hovedet«, siger Aburish til irsk radio, RTE. Aburish er omvendt også overrasket over, at amerikanerne ikke skød Saddam. »Vi må ikke glemme, at amerikanerne og briterne er Saddams gamle forbryderkumpaner. Saddam Hussein har meget at fortælle. Jeg havde ikke troet, at de ville lade ham overleve«, siger Aburish med henvisning til Vestens støtte til Saddam i krigen mod Iran. Den tidligere protokolchef Haitham Rashid Wihaib hæfter sig ved ydmygelsen. Men han er ikke i tvivl om, at Saddam Hussein stadig tænker klart. Selv om han er udmattet efter den lange flugt. »Man kan læse ydmygelsen i hans ansigt. Især billedet efter at de amerikanske soldater har barberet og klippet ham. Jeg har aldrig set Saddam sådan. Han opfatter nok stadig sig selv som Iraks præsident, men han ved også, at illusionen er forbi. Han er arrogant og stædig, men i sidste ende vil han fortælle amerikanerne, hvad de vil vide. Han vil prøve at handle med dem for at få en mildere behandling, for han er kun optaget af sin egen situation«, siger Wihaib. Drivkraften Samme vurdering kommer fra redaktør og forfatter Con Coughlin i avisen Daily Telegraph: Der er ingen, der bedre end Saddam ved, hvor ligene helt bogstaveligt ligger begravet. Hvis han vil prøve at undgå at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser, så er det i hans interesse at være så snakkesalig og samarbejdsvillig som muligt. Og Saddams egen overlevelse har altid været hans vigtigste drivkraft«, mener Con Coughlin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her