Calisto Tanzi, der har grundlagt den italienske fødevaregigant Parmalat, er blevet anholdt i den norditalienske by Milano. En italiensk domstol har erklæret Parmalats operationelle gren for insolvent. Dermed blev der banet vej for, at Parmalat kan fortsætte sine forretninger, mens der tages hånd om koncernens enorme gæld, sagde juridiske kilder. Parmalat har indgivet konkursbegæring Domstolen i den norditalienske by Parma nær Parmalats hovedkvarter tog beslutningen, efter at fødevarekoncernens administrator, Enrico Bondi, havde redegjort for koncernens finansielle situation. Parmalat, der er Italiens ottendestørste industrivirksomhed, indgav konkursbegæring onsdag i henhold til et hasteindført regeringsdekret. Når Parmalat nu er erklæret insolvent, betyder det, at koncernen kan fortsætte med at betale mælkeproducenterne for deres varer og holde sine forretninger i gang, sagde de juridiske kilder. Kilderne sagde videre, at domstolen har givet en dommer 120 dage til at gennemgå Parmalats gæld, der løber op i et tocifret milliardbeløb.
Stifter af Parmalat er anholdt
Lyt til artiklen