Mand har 63 børn vil have 37 mere

Lyt til artiklen

Dad Mohammed Murad har en drøm: Han vil have 100 børn. Og han er mere end godt på vej. Den 53-årige pensionerede officer fra De Forenede Arabiske Emirater har allerede 63 børn med 11 koner. Og han bliver ved med at hive nye fødemaskiner ind i haremmet: I juni tog han et nyt skridt i den rigtige retning, da han giftede sig for 12. gang. Nu må man godt nok kun have op til fire koner ifølge muslimsk lov, som er gældende i Emiraterne. Men Dad - som han vitterlig hedder - har løst problemet. Fire af hans hustruer er døde, og yderligere fire har han ladet sig skille fra. Dermed var der plads til den 18-årige pige, han giftede sig med i sommer. At være hans hustru er tydeligvis en beskæftigelse, der kræver, at man stadig er i den fødedygtige alder. Rekordforsøg Da avisen Al-Bayan spurgte Dad Mohammed Murad om den usædvanligt frodige børneflok, røbede han sin hensigt for den. »Jeg håber at få 100 børn og at komme i Guinness' Rekordbog«, sagde eksofficeren. Blandt gæsterne til det seneste bryllup var emiren af Ajman, sheik Humaid bin Rashid al-Nuaimi, der agerer finansielt bagland for det usædvanlige og langsigtede rekordforsøg. Ikke blot betalte emiren for bryllupsfesten. Han supplerer også Murads relativt beskedne pension på 14.000 dirham (ca. 23.000 kroner) med fire boliger, så de fire forhåndenværende hustruer ikke behøver at skændes om, hvem der er frue i huset. Og penge til at drive de fire husholdninger. Diæt af fisk og dadler De 63 børn er fordelt på 30 sønner og 33 døtre, fortalte Al-Bayan, der også kunne meddele, at Dad Murad kan takke en fast diæt af fisk og dadler for sin udholdenhed. Dad Murads rekordforsøg kan udmærket lykkes. Islamisk lov gør det i mange muslimske lande særdeles let for mænd at blive skilt. Alt, de behøver at gøre, er at sige ordet 'talaq' ('hun er blevet skilt') i to vidners nærvær. De første to gange, det sker, er der fortrydelsesret, men den tredje gang er endelig. Så alt, hvad det i praksis kræver, er et tredobbelt 'talaq'. Hvorefter manden kan gifte sig igen op til de tilladte fire hustruer. Dette er i overensstemmelse med bogstavet i den hellige muslimske bog, Koranen, men måske ikke helt med dens ånd. I Koranen understreges det, at ægteskabet kun bør brydes, hvis man har en god grund til det. Koranen melder således intet om Guinness' Rekordbog. I faraos fodspor Med sin barnelyst træder Dad Mohammed Murad i et berømt mellemøstligt fodspor. Den mest kendte egyptiske farao, Ramses II, var berømt for sin produktivitet udi det familiemæssige. Hans otte officielle koner og adskillige konkubiner fødte ham tilsammen et sted mellem 90 og 100 børn. At have mange børn er ikke ualmindeligt i den arabiske verden, hvor kvinders status ofte er i direkte proportion med antallet af børn. Murads nyeste svigerfar har således 23 børn med sine to hustruer. Der er i den sammenhæng dog stadig langt til en verdensrekord. Den mest fødedygtige kvinde i historien var en russisk kvinde, der angiveligt fik 69 børn mellem 1725 og 1765. Det ville have været en kone efter Dads smag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her