Tidligt i morges opstod der tumult foran Tingsrätten i Stockholm, da de få billetter skulle fordeles mellem de ventende. Nogle havde stået i kø siden sent i aftes for at få lov at komme ind og følge retssagen, hvor udenrigsminister Anna Lindhs drabsmand er tiltalt for overlagt mord. Den 25-årige Mijailo Mijailovic har tilstået, men han fastholder, at der var tale om en impulshandling. Retmødet blev, på grund af det store opbud foran Tingsrätten, forsinket et kvarter. Sagen blev indledt af statsanklager Agneta Blidberg, som sagde, at "Mijailo Mijailovic den 10. september berøvede Anna Lindh livet ved at tilføje hende knivstik i maven, i brystet og armene". Forsvareren, Peter Althin, medgav, at hans klient stak kniven i Anna Lindh, men afviste, at der var tale om mord. "Han mangler ethvert motiv", sagde han. Forsvareren mener, at der er tale om "vold med døden til følge". Blidberg henviste til kniven, som er et af de vigtigste tekniske beviser mod den tiltalte. Kniven blev kort efter overfaldet fundet ved rulletrappen i stormagasinet. Retssagen er historisk, fordi den handler om drabet på en minister, men den er rent jurdisk ikke særskilt kompliceret. Første direkte transmission Der er kun plads til 10 almindelige tilhørere i selve retssalen. Derudover er der 80-90 pladser, som er reserveret pressen. Men for første gang nogensinde er der mulighed for at følge rettergangen hjemme foran højttalerne, for lyden fra retsmøderne bliver transmitteret på radio, tv og internet. Billetterne gælder kun for selve dagen, så hvis svenskerne vil sikre sig plads til andendagen, som er torsdag, så må de tilbage i køen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























