»Jeg er ikke bange for terroristerne blandt myndighederne. Jeg appellerer til alle om heller ikke at være bange. Vore børn skal vokse op som frie mennesker«, skriver præsidentkandidat Irina Khakamada i et åbent brev til »alle borgere i landet, der lider under statslig terror«. »Regimets løgne« lover Khakamada at afsløre, bl.a. når det gælder terroraktioner som gidseltagningen på Dubrovka-teatret i Moskva i oktober 2002, der kostede over 120 gidsler livet. Næsten alle var ofre for en giftgas, som sikkerhedsstyrkerne sprøjtede ind i teatret, før de stormede bygningen. Gidsler kunne reddes Khakamada var blandt de politikere, som søgte at forhandle med gidseltagerne. Hun siger, at hun kan bevise, at alle gidsler kunne være reddet, hvis Kreml havde ladet hende og andre forhandle færdig med gidseltagerne. »Jeg blev overbevist om, at terroristerne ikke planlagde at sprænge teatret i luften, og at myndighederne ikke primært var interesserede i at redde gidslerne«, sagde Khakamada på en pressekonference onsdag, hvor hun lancerede sin valgkampagne. Terrorister blev udnyttet Når sikkerhedsstyrkerne dræbte alle gidsler, mener hun, at det viste, at de ikke ønskede overlevende, der kunne fortælle om, hvem som stod bag og med hvilket formål. Dermed antyder hun, at sikkerhedsfolk kan have udnyttet tjetjenske terrorister i et russisk magtspil. Hun siger også, at hun har beviser for »kriminel optræden« fra russiske myndigheder under andre terrorhandlinger. Opfordring Hun kalder sit åbne brev, der er bragt over en hel side i dagbladet Kommersant, for et svar på en opfordring fra efterladte til ofre fra Dubrovka-tragedien og andre terroraktioner til præsidentkandidater om at sørge for afdækning af sandheden. Præsident Vladimir Putin og de øvrige præsidentkandidater har ikke svaret de efterladte. Khakamada siger, at hun dengang tav med sin viden fra Dubrovka i håb om, at Putin ville sørge for, at sandheden kom frem, og at hun i øvrigt blev truet af Kreml, »hvis hun ikke blandede sig udenom«. Alle krav om en uvildig undersøgelse af forløbet er siden blevet afvist, fordi »Putin valgte løgnene«, siger Khakamada. Hun mener, at det kun styrkede »anti-tjetjensk hysteri« og forlængede krigen i Tjetjenien. Efter hendes opfattelse forsøgte gidseltagerne kun at tvinge myndighederne til forhandling om en afslutning på krigen i Tjetjenien. »Jeg er overbevist om, at præsident Putins handlinger for at skjule sandheden er en statslig forbrydelse«, siger hun. Led nederlag i Dumaen Khakamada er medformand for Unionen af Højrekræfter (SPS), der ligesom det andet ledende liberale parti, Jabloko, led et sviende nederlag ved valget til Dumaen i december, da ingen af dem kom over spærregrænsen på fem procent. Intensive forhandlinger imellem de to partier for at finde en fælles kandidat til præsidentvalget 14. marts endte i sidste måned uden resultat. Khakamada meldte sig til stor overraskelse for sit eget parti tidligere i denne måned som kandidat, da hun er imod de to liberale partiers planer om at opfordre demokratiske vælgere til at boykotte eller sætte kryds ved »imod alle« ved valget. Anklage Khakamada kalder sig kandidat »for alle russiske demokrater«, men hun anklages for at have aftalt sin opstilling med Kreml, da Putins pr-agenter i hvert fald ønsker en enkelt seriøs modkandidat, efter at de traditionelle modkandidater - Jablokos Grigorij Javlinskij, kommunisternes Gennadij Sjuganov og højreekstremisten Grigorij Javlinskij - alle har afvist at stille op denne gang. Khakamadas oplæg til at gøre Tjetjenienkrigen og fejlslagen terrorbekæmpelse - emner, som Putin ønsker holdt uden for valgkampen - til centrale valgtemaer, støtter hendes afvisning af kun at optræde som pynt i præsidentvalgvinduet. Hun beklager selv dybt at have deltaget i en valgkampagne op til Duma-valget, der var »alt for ukritisk over for Putins regime«. Den økonomiske kilde til Khakamadas valgkamp tyder heller ikke på aftalt spil med Kreml. Det er Fonden for et Åbent Rusland, der er finansieret af penge fra olieselskabet Yukos, som Kreml gik i åben krig imod, da dets daværende leder, Mikhail Khodorkovskij, blev arresteret i oktober under anklage for økonomisk svindel, efter at han havde finansieret oppositionspartiers Duma-valgkamp. Leonid Nevslin, der er storaktionær i Yukos, bekræfter fra sit eksil i Israel, at fonden støtter Khakamadas valgkamp. Khakamada siger, at slaget netop gælder Rusland som et åbent eller lukket samfund. »Vi har et samfund baseret på løgne, hvor demokrati kun er en formel procedure. Det er et samfund af en komplet lukket karakter og vigtigst af alt, et samfund baseret på frygt«, sagde Irina Khakamada, der med en japansk far og russisk mor også ud fra et etnisk synspunkt er en kontroversiel kandidat.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























