Eksplosionen i undergrundsbanen i Moskva, der har kostet mindst 39 mennesker livet, kan være det blodigste terrorangreb i byen, siden Rusland invaderede Tjetjenien. Endnu er det ikke endeligt bekræftet, at eksplosionen skyldes terror, men flere politikilder siger til russiske telegrambureauer, at angrebet var en planlagt selvmordsaktion. Videooptagelser af selvmorderske En talsmand for Moskvas politi siger, at hændelsen efterforskes som et terrorangreb, og den russiske præsident Vladimir Putin har også i kraftige vendinger fordømt hændelsen og giver tjetjenske oprørere skylden for angrebet. En unavngiven politikilde siger til det russiske nyhedsbureau Interfax, at aktionen blev gennemført af en kvindelig selvmorder. Politiet er angiveligt i besiddelse af videooptagelser af den mistænkte, da hun går ombord i toget sammen med en medskyldig. Politiet i Moskva efterlyser en 30 til 35-årig mand med et »klart nordkaukasisk udseende«. Den mistænkte mand tog kontakt med en ansat ved undergrundsstationen Avtosavodskaja og overfusede vedkommende. Indlagt med hjernerystelser Viceborgmester Valery Shantshev siger ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP, at 120 personer er blevet indlagt heriblandt et enkelt barn. De fleste bliver behandlet for hjernerystelser og røgforgiftning. Bomben, hvis styrke ifølge eksperter svarede til mellem et og fem kilo trotyl, eksploderede klokken 1.40 lokal tid (6.40 dansk tid) i anden vogn i et tog, der havde over 1.000 passagerer. Toget, som befandt sig i en tunnel under Moskvafloden, begyndte at brænde efter eksplosionen, og der dannede sig hurtigt store mængder røg, som gjorde det vanskeligt for brandmænd og redningsfolk at nå frem til katastrofestedet. Det tog over to timer få magt over flammerne, og det gik også forholdsvis langsomt med at få de sårede ud af toget. Mange måtte selv gå to-tre kilometer hen til den nærmeste metrostation.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























