Mens dødstallet for tirsdagens blodige bombeangreb mod Iraks shiamuslimer steg og ifølge Iraks regeringsråd nåede 271, indløb en usædvanlig meddelelse fra en organisation, der underskrev sig al-Qaeda. Her benægtede organisationen, at den stod bag terroren. Brevet blev straks afskrevet af de amerikanske myndigheder som en løgn. Men det skabte stor opmærksomhed, fordi det er meget usædvanligt, at terrornetværket afviser skylden for et angreb. Kendt undergruppe Brevet, der var underskrevet 'Abu Hafs al-Masri Brigaderne (al-Qaeda)', blev sendt elektronisk til den Londonbaserede avis Al-Quds Al-Arabi. Organisationen er en kendt undergruppe af al-Qaeda, der tidligere har taget ansvaret for blodige terrorbomber mod synagoger i Istanbul i november samt mod FN's Irak-hovedkvarter i august. »Vi, og Allah er vort vidne, siger, at vi er uskyldige i denne handling og i alt, der vil drive shiamuslimerne væk. Vores hellige krigere elsker Allah og hans profet og vil intet gøre for at skade det irakiske folk«, hed det i brevet. Anklager mod USA Gruppen anklagede i stedet USA for selv at stå bag bomberne for at skabe så megen uro, at amerikanerne er nødt til at blive i landet. Selv om det var umuligt at verificere brevet, kastede det dog tvivl om USA's påstand om, at al-Qaeda stod bag angrebet med det mål at skabe borgerkrig. USA har i lighed med det amerikanskudpegede regeringsråd direkte anklaget den jordanske ekstremist Abu Musab al-Zarqawi for at stå bag og hævdet, at han har nære bånd til al-Qaeda. Mens forvirring dermed prægede opklaringsarbejdet, var hele Irak dybt præget af bomberne. Der er erklæret tre dages landesorg, og den officielle underskrivning af landets nye forfatning, der skulle have fundet sted i går, er udsat til i morgen. Usikkerhed præger også dødstallet. Regeringsrådets formand, Mohammed Bahr al-Uloum, sagde på en pressekonference, at dødstallet efter de to samtidige bomberækker i Kerbala og Bagdad var nået op på 271. Kort forinden sagde landets sundhedsministerium, at dødstallet var 185. Men de amerikanske myndigheder sagde, at det kun var på 117. Ofre blev revet i stykker Forvirringen skyldes til dels, at mange mennesker var blevet revet i stykker af de voldsomme eksplosioner. Ved al-Hussein Hospitalet i Kerbala, hvor de fleste mennesker døde, sås grædende familiemedlemmer hente ligene af deres slægtninge. Iranere, der kun talte farsi, kæmpede med at forstå hospitalets arabisktalende ansatte. Mange af de døde var iranske pilgrimme. De fleste mennesker afviste hårdnakket, at angrebet ville udløse gengældelse fra shiaerne mod landets sunnimuslimer og dermed udvikle sig til en borgerkrig. Men at risikoen er reel, kunne man høre på enkelte andre. »Hvis blot vore præster ville give os signalet, vil vi udslette sunnierne fra Irak«, lød det til Reuters fra shiamuslimen Mutaz al-Shamri, der sælger tøj tæt ved bombestedet i Bagdad.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























