Den højtidelige underskrivelse af Iraks foreløbige forfatning blev fredag eftermiddag udskudt, da fem shiamuslimske medlemmer af landets midlertidige regeringsråd i sidste øjeblik protesterede mod flere dele af forfatningen, oplyser politiske kilder. Det ene øjeblik lå alt klar til underskrivelsen af det, der er kaldt den mest demokratiske forfatning nogensinde i et arabisk land - en grundlovsfest komplet med musikere, børnekor og slagord om ubrydelig enighed. Og så gik alting galt. De fem shiaer havde pludselig fået kolde fødder om nogle af de vigtigste punkter. Krisemøder USA's civile administrator i Irak sagdes ifølge BBC at være »rasende«. USA's administrator i Irak, Paul Bremer, prøvede til sent fredag at redde forfatningen med krisemøder. USA er under stort pres for at overlade magten til irakerne 30. juni, men det kan ikke lade sig gøre uden en forfatning, og den magiske dato nærmer sig hurtigt. »I sidste minut, det allersidste minut, skiftede shiaerne holdning«, sagde det kurdiske rådsmedlem Mahmoud Othman til Reuters. Ifølge Othman og flere andre politikere havde shiaerne to store kritikpunkter. Dels, at kurderne får vetoret, når den rigtige forfatning skal vedtages næste år. Og dels om, hvordan præsidentposten besættes. De fem shiamuslimske politikere havde opbakning fra shiaernes vigtigste præst, storayatollah Ali al-Sistani. For dem er der tale om en kovending. Den midlertidige forfatning blev vedtaget tidligt mandag morgen efter maratonforhandlinger, og bagefter talte alle de delegerede om, at det var et diplomatisk mesterværk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























