Trykfejl starter Golfkrig

Golf i Golfen, men hvad er det nu lige for en, Thomas Bjørn har spillet storturnering ved i denne weekend, den Persiske eller den Arabiske? - Foto: AP
Golf i Golfen, men hvad er det nu lige for en, Thomas Bjørn har spillet storturnering ved i denne weekend, den Persiske eller den Arabiske? - Foto: AP
Lyt til artiklen

Det er da en trykfejl, der giver pote: Saudi-Arabien har måttet tilbagekalde en million skolebøger, fordi de havde en alvorlig fejl: På et kort i bøgerne blev Den Persiske Golf kaldt for ... Den Persiske Golf. Jamen, det er vel ikke så slemt? Jo, for i de arabiske lande hedder det Den Arabiske Golf. Vedvarende krig Det kan måske lyde som en ret ubetydelig detalje. Men der er tale om en sproglig Golfkrig, der har varet i århundreder, og som stadig bliver udkæmpet. Med ord, med FN-beslutninger, kampgrupper og klagesager. Havbugten mellem Den Arabiske Halvø og Iran er et symbol på den konflikt, der i mere end 1.000 år har adskilt arabere og persere. Og selv om konflikten ikke har været med våben i hånd de sidste 15 år, så er den lige indædt af den grund. Derfor virker det som en uforståelig fadæse, at en saudiarabisk forlægger kunne finde på at skrive Den Persiske Golf i en million skolebøger, der i disse dage var ved at blive distribueret til de studerende. Der var tale om notesbøger med kort over Saudi-Arabien og dets omgivelser. Den saudiarabiske avis Al-Watan skrev i onsdags, at undervisningsministeriet netop har opdaget fejlen. En ledende embedsmand kontaktede straks distributøren og stoppede uddelingen. De notesbøger, der allerede var i omløb, er ved at blive kaldt tilbage. En masse ballade, og næppe helt billigt, for nogle få bogstavers skyld. Især i betragtning af, at det faktisk var det rigtige navn, der stod på kortet. Det er ikke kun det persiske land Iran, der påstår det. Hele to gange (i 1971 og 1984) er sagen kommet op i FN, fordi de arabiske lande synes, det burde hedde Den Arabiske Golf. Begge gange har FN slået fast, at det hedder altså Den Persiske Golf. Ordkløveriet har en lang historie. Iranske debattører indkalder f.eks. som vidne den græske geograf Strabo, som omtalte bugten som Den Persiske Golf. Konflikten mellem arabere og persere blussede op i det 7. århundrede, da krigere fra Den Arabiske Halvø erobrede det persiske imperium. Men i modsætning til andre lande, araberne indtog - fra Marokko til Irak - nægtede perserne at blive 'arabiseret'. Følsomt politisk emne Op gennem århundrederne har der været mange krige mellem arabere og persere, senest Iran-Irak fra 1980 til 1988. Så det er et følsomt politisk emne, der her er tale om. Nogle forsøger nervøst at lade være med at tage side. Såsom den store britiske tv-koncern BBC, der konsekvent har valgt at sige 'Golfen'. Det har fået Afshin Dastafshan, der er medlem af forretningsudvalget i den britiske afdeling af organisationen Persian Gulf Task Force - en organisation, hvis eneste mission er at værne om navnet - til at bombardere BBC med klager. På organisationens hjemmeside (www.persiangulfonline.org) kan man følge, hvordan den harmdirrende hr. Dastafshan i juli 2001 kontaktede sit parlamentsmedlem, som igen tog kontakt til udenrigsminister Jack Straw. Og blev belønnet med svaret, at ministeren efter konsultation med Storbritanniens Stående Komité for Geografiske Navne fastslår, at Golfen altså er Persisk. BBC synes upåvirket. Her bruger man stadig kompromisordet 'Golfen' og har, for nu at sige det pænt, bedt hr. Dastafshan og hans Task Force om at rende og hoppe. Klageudvalg BBC »bruger generelt udtrykket 'Golfen' (...) Tilføjelsen af et geografisk adjektiv kunne indebære en politisk vurdering, hvorfor (BBC) ikke bruger hverken 'Den Persiske Golf', hvilket ville kunne gøre anstød på mange af de arabiske lande, der grænser op til Golfen, eller 'Den Arabiske Golf', der afgjort ville genere iranere«, skriver BBC's klageudvalg i et brev fra oktober 2002. Og alle de arabiske lande fortsætter konsekvent med at sige 'Den Arabiske Golf'. Seks af de syv lande langs Golfen er dog arabiske. Så må FN - og iranerne - pakke sammen. Og forbrændingsanstalten tage en million skolebøger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her