Midt i juni, næsten samtidig med valget til EU-parlamentet, kan Europa få sin første forfatning med fælles grundrettigheder for europæiske borgere, en fælles 'udenrigsminister' og nye regler for magtbalancen mellem medlemslandene. Netop spørgsmålet om magtbalancen i fremtidens store union med 25 medlemslande fik i december forhandlingerne til at bryde sammen, og indtil for få uger siden blev muligheden for en hurtig løsning betragtet som minimal. Men terrorangrebene og det efterfølgende regeringsskifte i Spanien har givet udsigt til et nyt kompromis om afstemningsreglerne i EU's ministerråd - og mandag åbnede den irske premierminister og unionsformand, Bertie Ahern, for første gang mulighed for en aftale i løbet af få måneder. Inden juni »Der er nu stigende støtte til at gøre konklusionerne færdige inden EU-topmødet i juni«, sagde Ahern efter et afgørende møde i Paris med Frankrigs præsident Jacques Chirac, som hidtil havde givet uklare meldinger om sin vilje til at genoptage forhandlingerne. Nu erklærer Chirac imidlertid også for første gang, at han anser det for muligt at vedtage forfatningen senest på det irske formandskabs afsluttende topmøde 17.-18. juni i Bruxelles. »Vi anser det i dag for muligt at nå et kompromis på den dato«, sagde Jacques Chirac, der ellers så sent som i sidste uge stadig talte om en løsning »inden udgangen af året«. Forskellen på de to tidshorisonter betragtes som meget væsentlig, fordi der til sommer er valg til EU-parlamentet i 25 lande, plus at en ny kommission skal træde til i efteråret. Vanskelig debat om budget Samtidig ventes en vanskelig debat om fremtidens EU-budget for alvor at blusse op efter sommerferien, og mange medlemslande har frygtet at se de to ting blive blandet sammen. »Hvis vi kan gøre det før topmødet 17.-18. juni, så gør vi det. Ellers gør vi det på den dato«, sagde Bertie Ahern i går, hvilket giver liv til rygter om et muligt ekstraordinært forfatningstopmøde allerede i maj. Dobbelt flertal I Bruxelles gav udenrigsministrene fra både Spanien og Polen udtryk for en helt ny optimisme, der koncentrerer sig om en justeret version af den regel om 'dobbelt flertal', som spanierne og polakkerne pure afviste i december. Hidtil har regeringerne i Madrid og Warszawa stået fast på et krav om at beholde en kompliceret stemmefordeling fastlagt i Nicetraktaten, som giver Spanien og Polen næsten lige så meget indflydelse som Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Spaniere og polakker villige til kompromis Men nu virker både spaniere og polakker villige til at indgå et kompromis på grundlag af det princip om et flertal af medlemslande og antal borgere, som ligger i Det Europæiske Konvents oprindelige udkast til en forfatning. Derfor virker det nu sandsynligt, at det irske formandskab kan genoplive forhandlingerne formelt på et topmøde, der begynder på torsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























