Kun tre uger efter massakren i Madrid er de spanske politi- og sikkerhedsstyrker i allerhøjeste alarmberedskab, fordi de frygter, at islamiske terrorister skal begå et nyt stort attentat. Meget tyder på, at de forsøgte i fredags. Hvis en kvik jernbanearbejder ikke havde opdaget bomben, kunne flere hundrede passagerer i højhastighedstoget mellem Madrid og Sevilla være blevet dræbt. Samme type bombe som 11. marts Bomben, der var anbragt under skinnerne omkring 60 km syd for Madrid, indeholdt 12 kilo sprængstof af samme type, som blev brugt til at dræbe 191 mennesker med 11. marts. Også detonatoren har vist sig at være af samme fabrikat. Politiet mener derfor, at det var islamiske terrorister, der var ude på at lave deres andet store attentat inden for kort tid. Det ville i givet fald ikke have været første gang, det sker. I november sidste år slog islamiske terrorister til to gange med kun seks dages mellemrum i Istanbul i Tyrkiet, da en række bilbomber først mod synagoger og dernæst mod det britiske konsulat og en britisk bank dræbte et halvt hundrede mennesker. Spanien erbase for al-Qaeda Ifølge dagbladet El Pais er Spanien blevet al-Qaedas vigtigste base i Europa, hvor det førhen kun blev brugt som tilflugtssted for islamiske terrorister, der flygtede fra andre europæiske lande. Avisen skriver lørdag, at der findes en lang række såkaldte 'sovende celler' i Spanien, der nu er klar til at lave attentater i hele Europa. Politikilder siger til avisen, at omkring 200 personer i Spanien er under mistanke for at samarbejde med islamiske ekstremistgrupper. Også spanske interesser i udlandet er i de islamiske terroristers søgelys. Forleden modtog den spanske ambassade i Kairo et trusselsbrev fra en gruppe med tilknytning til al-Qaeda. I brevet advares om, at »bilbomberne er klar«, hvis ikke »de spanske korsridderstyrker« er trukket ud af Irak og Afghanistan inden 28. april. Brevet har ført til, at sikkerheden er øget omkring de spanske repræsentationer og firmaer, specielt i Egypten og Marokko. Frygten for attentater har også bredt sig til USA og Storbritannien. Især efter at al-Qaeda har udsendt en prioriteringsliste over kommende mål. På listen står amerikanerne øverst efterfulgt af briterne og spanierne. Derefter følger australierne, canadierne og italienerne. Alle landene deltager i krigen mod Irak. Al-Qaeda glæder sig i en meddelelse, som flere tv-stationer har omtalt, over de »gudbenådede attentater i Madrid« og bebuder, hvad gruppen kalder, »et nyt militært diplomati skrevet med blod og pyntet med menneskelemmer«. Advarsel fra USA De seneste attentater rettet mod spanske tog har fået USA's største jernbaneselskab Amtrak til at skærpe sikkerheden. Desuden har det amerikanske ministerium for national sikkerhed advaret mod, at bomber i bagage og skraldespande og papirkurve kan bruges til attentater mod offentlige transportmidler som busser og tog. I Italien slog politiet til sent fredag og anholdt 90 islamiske ekstremister mistænkt for terroraktiviteter, oplyste indenrigsminister Giuseppe Pisanu. En liste med i alt 161 navne var fokus for fredagens menneskejagt, og ifølge italiensk tv var flertallet af de anholdte marokkanske statsborgere. Aktionen følger i hælene på torsdagens europæisk-koordinerede politiaktion, hvor i alt 54 medlemmer af den venstreorienterede tyrkiske militante gruppe DHKP-C blev anholdt i en række lande. Siden terrorbomberne i Madrid 11. marts har europæiske efterforskere søgt efter især marokkanske mistænkte, og Italien, der er en af USA's nære allierede, antages selv at være et terrormål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























