De amerikanske styrker kommer under stadigt hårdere pres i Irak. I de seneste dage har kamphandlingerne i landet skiftet karakter til mere krigslignende situationer istedet for de terroraktioner, som ellers har præget Irak. Sent i aftes blev mindst 12 amerikanske soldater dræbt og over en snes såret i forbindelse med hårde kampe mellem koalitionsstyrkerne og både sunnimuslimske og shiamuslimske oprørsgrupper vest for den irakiske hovedstad, Bagdad. Sammenstødet fandt sted lige uden for sunnimuslimernes højborg Falluja. Bush holder fast »Vores beslutsomhed er stærk... og vi vil få overtaget«, siger George Bush via en talsmand ifølge BBC. Kommentaren kom umiddelbart efter oplysningerne om de svære amerikanske tab blev offentliggjort. Angrebet kommer på en dag, hvor flere amerikanske soldater har været i ildkampe flere steder i Irak mod både sunni- og shiamuslimer. Døde irakere Mellem 60 og 70 irakiske oprørere bevæbnet med raketdrevne granater og automatiske våben angreb amerikanske marinesoldater i et regeringspalads i Ar Ramadi, omkring 80 km vest for Bagdad, oplyser amerikanske militærkilder ifølge Reuters. »12 blev dræbt og over en snes blev såret ved angrebet«, sagde kilderne, som tilføjede, at tabstallene var større blandt oprørerne. Kampene var så voldsomme, at amerikanske kampvogne er blevet beskadiget, skriver CNN. Tilhængere af den radikale shiamuslimske præst Moqtada Sadr formodes at stå bag angrebet. Krigsråd i Washington I de seneste tre dage er flere end 100 irakere blevet dræbt og hundredvis er blevet såret. Ifølge BBC er mere end 20 irakere blevet dræbt i et amerikansk luftangreb i Falluja vest for Bagdad. Den amerikanske offensiv i byen har været undervejs siden i mandags efter fire civile amerikanere i sidste uge blev dræbt og mishandlet i byen. Amerikanske kampvogne og pansrede køretøjer er stødt på massiv modstand i Falluja. Amerikanske generaler vil i den kommende tid tage stilling til om en ekstrastyrke skal sendes til Irak. Præsident George W. Bush skal drøfte udviklingen med sin nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, og forsvarsminister Donald Rumsfeld samt udenrigsminister Colin Powell. I går sammenlignede den magtfulde demokratiske senator Edward M. Kennedy USA´s situation med krigen i Vietnam. Det har fået Colin Powell til at reagere og har ifølge BBC bedt Kennedy om at huske på, at USA er i krig.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























