For et år siden rykkede amerikanske enheder ind i Bagdad uden at møde nævneværdig modstand. Onsdag kæmpede de allierede besættelsestropper regulære slag omkring flere byer, og i Fallujah ramte amerikanske bomber en moske og dræbte ifølge amerikanske og irakiske kilder mindst 40 mennesker. Ifølge amerikanske kilder gemte militsfolk sig i moskeen. Andre steder i byen blev mange civile dræbt, og i Najaf forhindrer tilstedeværelsen af mange pilgrimme i den hellige by et amerikansk stormløb på byen, der ligesom andre byer i landet var under irakiske militsers kontrol. Der var roligt i det danske ansvarsområde i Irak 80 km fra Basra, men Kirkuk i nord og hovedstaden Bagdad var præget af voldsomme demonstrationer mod USA. Vanskelig situation for USA Det er en helt ny og meget vanskelig situation for USA efter et års besættelse af Irak, vurderede flere kommentatorer i går. Efter flere dages tøven valgte amerikanerne at sætte hårdt mod hårdt over for den yderligtgående shiamuslimske præst Muqtada al-Sadrs tilhængere, den såkaldte Mehdimilits. Den beslutning er en total kovending. Så sent som onsdag citerede New York Times amerikanske regeringskilder for, at USA ikke ville fare for hårdt frem mod al-Sadr og hans milits af frygt for store civile tab og dermed yderligere modstand mod USA. Sunni- og shiamuslimer gør fælles front Det er lige, hvad USA risikerer nu. Sunni- og shiamuslimer vil finde sammen som resultat af dette pres, mener chefredaktør Ahmed al Sheik fra tv-stationen al-Jazeera, mens udenrigsministeren i Qatar ser en borgerkrig nærme sig i Irak. Men den amerikanske regering havde intet andet valg end at gå til modangreb. Præsident George W. Bush fastholder nemlig planen om at videregive magten i landet til en ny irakisk regering 30. juni. Kerry: Urealistisk Det er ifølge hans modkandidat til præsidentposten, senator John Kerry, urealistisk, for irakerne kan ikke overtage et land i kaos. Senatoren antydede onsdag, at præsident Bush reelt vil bruge magtoverdragelsen som et påskud til at trække de amerikanske tropper ud af Irak. Samtidig står det klart, at de seneste dages kampe i Irak ikke har styrket tilliden til præsident Bushs Irakpolitik blandt hans kritikere i NATO-lande som Frankrig, Tyskland og Spanien. For det helt store spørgsmål efter de seneste dages dramatiske begivenheder er, om USA kan regne med deltagelse fra de moderate shiamuslimer i en fredelig udvikling.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























