For første gang i to uger var der i går ro i den belejrede by Fallujah et helt døgn igennem. Amerikanske forhandlere mødtes for anden dag i træk med repræsentanter for den by, der har været centrum for de voldsomste kampe siden Irakkrigen. Samtidig herskede der en usikker fred i en anden irakisk by, Najaf, hvor den unge shiamuslimske præst Muqtada al-Sadr har barrikaderet sig nær byens religiøse centrum. En talsmand for al-Sadr siger, at forhandlingerne »står i stampe«, og dermed kan en endnu større konflikt end den i Fallujah ikke afvises endnu. Optimisme En repræsentant for det irakiske regeringsråd var lørdag optimistisk med hensyn til at finde en fredelig udgang på krisen i Fallujah 60 kilometer vest for Bagdad, da han talte med de internationale nyhedsbureauer. »Der var meget stille i Fallujah lørdag nat, hvilket betyder at vores bestræbelser bærer frugt«, sagde Hashem al-Hasani, der har været mægler mellem de amerikanske tropper og et dusin af byens spidser. Fallujah, en især sunnimuslimsk by med omtrent 300.000 indbyggere, har i de seneste måneder været centrum for Iraks antiamerikanske aktivitet. Efter den tv-dækkede mishandling af fire amerikanske sikkerhedsvagter lig i slutningen af marts besluttede USA at angribe byen 5. april. Siden da er mindst 600 civile ifølge lokale læger blevet dræbt. I to dage har der dog nu været direkte samtaler mellem parterne, og USA gik i går med til at fjerne sine styrker fra en bro, der giver adgang til et af byens hospitaler, dog ikke straks. »Der er mange risici, som vi accepterer ved at trække os væk fra broen, så det bliver en gradvis proces«, sagde oberst Tom Toolan til nyhedsbureauet Associated Press. Najaf truet De svage tegn på bedring i Fallujah afspejles dog ikke i den anden konflikt i Najaf 160 kilometer syd for Bagdad. I denne by, der er religiøst centrum for Iraks shiamuslimske befolkningsflertal, har omtrent 2.500 amerikanske soldater, støttet af polske og spanske tropper, omringet Muqtada al-Sadr og medlemmerne af hans personlige milits, Imam Mahdi Hæren. »Hvis amerikanerne angriber Najaf, vil det udløse en masserevolution. Det vil blive en shiamuslimsk-amerikansk konfrontation«, sagde en talsmand for al-Sadr, Qays al-Khozali, lørdag på et pressemøde. »Jeg har intet håb (for forhandlingerne, red.). Jeg ser intet reelt ønske om en løsning fra den anden side«, tilføjede han. Talte iført ligklæde Al-Sadr selv viste fredag demonstrativt sin villighed til at blive martyr, da han holdt fredagsprædiken i Najaf. Han talte med et ligklæde vundet omkring sig, fortalte nyhedsbureauerne. Der har tidligere været frygt for en borgerkrig mellem shia- og sunnimuslimer i Irak. Men i øjeblikket forenes de to sider i deres fjendskab mod USA, hvis man skal tro en ledende sunnimuslimsk præst.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























