Gidseltagere presser Italiens fredsbevægelse

Lyt til artiklen

Italiens fredsbevægelse er havnet i et alvorligt dilemma. Irakiske gidseltagere har krævet, at italienerne demonstrerer talstærkt mod den italienske deltagelse i den internationale styrke i Irak. Hvis ikke det sker inden lørdag aften, bliver tre italienske gidsler i Irak dræbt. Det makabre ultimatum blev fremsat i mandags af en gruppe, der kalder sig De Grønne Brigader, og som for to uger siden kidnappede fire italienske statsborgere i Irak. En er blevet dræbt, og nu er det altså op til italienerne at få de tre andre hjem i live. Krisemøde i fredsbevægelsen Italiens politiske partier både på højre- og venstrefløjen er kategoriske i deres afvisning af kidnappernes krav. »Italienerne skal hverken give kidnapperne et svar eller acceptere nogen som helst afpresning fra deres side«, siger Armando Cossutta fra det lille yderliggående venstrefløjsparti Italienske Kommunister. Men fredsbevægelsen er i syv sind og holdt møde det meste af dagen for at udstikke en fælles politik. Fredsbevægelsen har længe krævet Italien ud af Irak og ønsker naturligvis at kunne genfremsætte kravet på de traditionelle demonstrationer i forbindelse med 1. maj på lørdag, netop den dag kidnappernes ultimatum udløber. Omvendt ønsker fredsbevægelsen ikke at være et redskab for kidnapperne. Familier vil have hjælp Gidslernes familier har bedt om hjælp fra offentligheden og opfordrer italienerne til at deltage i en demonstration i Rom i morgen. Det kunne ifølge parlamentsmedlem Pietro Folena fra oppositionspartiet Venstredemokraterne være et intelligent svar på kidnappernes krav. »Hvis vi som befolkning går på gaden som svar på en appel fra gidslernes familier, så giver vi ikke efter for kidnappernes krav. Demonstrationens budskab skal være, at vi er et folk, der ønsker fred og er imod terrorisme, og at vi appellerer til kidnapperne om at frigive vores landsmænd«, siger Folena. De tre familiers to uger lange venten på nyt om mændene har været tæt fulgt af italienske medier. Dramaets foreløbige konklusion kom i tirsdag. Videoen med de tre mænd, der spiser arabisk mad og er klædt i lange arabiske klæder, blev vist på samtlige tv-kanaler. På videoen siger den ene af de tre italienere, 34-årige Salvatore Stefio, der er far til en dreng på tre år, at gidslerne ikke har været ude for »nogen form for fysisk mishandling«. Dog antyder den halvdårlige videokvalitet, at netop Stefio har et blåt mærke øverst i panden. Flere medier mener, at gidslerne kan være overgivet til en ny gruppe. I modsætning til den første video, der for to uger siden viste de rædselsslagne italienere i hænderne på maskerede og bevæbnede mænd, er der ingen våben på den nye video. Teksten er skrevet på et kultiveret arabisk af veluddannede folk. Den italienske regering holder lav profil. Regeringsleder Silvio Berlusconi var i går i London på officielt besøg hos Tony Blair. Han lod sin talsmand sige, at tavsheden er udtryk for et valg af strategi og et forsøg på at tackle gidselkrisen på bedste vis. Men kritikken hagler ned over regeringen, der beskyldes for ikke at have gjort nok for at få de italienske mænd fri.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her