De tyrkiske politikeres slutspurt mod målet om optagelsesforhandlinger med EU fortsætter i form af en serie nye ændringer af landets grundlov. Kommissæren for udvidelse, Günter Verheugen, har rost de nye reformer som endnu et eksempel på Tyrkiets »stærke forpligtelse« til at opfylde de demokratiske betingelser for unionsmedlemskab. Væk med dødsstraf I fredags vedtog det tyrkiske parlament en række konstitutionelle ændringer, som blandt andet fjerner muligheden for dødsstraf i en række straffelovsbestemmelser. Andre væsentlige fremskridt er, at staten forpligtes til at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder, ligesom myndighedernes ret til at beslaglægge mediernes trykkerier og andet udstyr begrænses. Militærets magt begrænses Samtidig begrænses det traditionelt meget magtfulde militærs indflydelse yderligere. Hærens hidtil hemmeligholdte budgetter gøres offentlige, og den militære ledelses repræsentant i Tyrkiets uddannelsesråd fjernes. Særlige militærdomstole for national sikkerhed afskaffes også. Netop manglen på ligestilling og ytringsfrihed hører til de demokratiske problemer, som EU-kommissionen gentagne gange har peget på. Afgørende rapport til oktober Det samme gælder militærets indblanding i politiske beslutninger, lovgivning og retsvæsen. Derfor rosen fra kommissionen, der forventes at give en positiv vurdering af Tyrkiets fremskridt i en afgørende rapport til oktober. Rapporten kan få stor betydning, når de 25 EU-landes ledere på et topmøde i december skal tage stilling til, om unionen skal åbne forhandlinger med Tyrkiet allerede til næste år. Fortsat kun på papiret Kommissær Verheugen minder dog i samme åndedræt tyrkerne om, at grundlovsændringer stadig kun er ord på et stykke papir. »Kommissionen opfordrer Tyrkiet til at sikre fuld og effektiv gennemførelse af disse reformer«, lød det i en meddelelse fra kommissæren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























