Bush har selv givet grønt lys for tortur

Lyt til artiklen

De amerikanske myndigheder giver grønt lys, inden fanger, tilbageholdte og mistænkte bliver udsat for isolation og hårdhændede afhøringsmetoder. Myndighederne giver således meget lang snor for, hvad fangerne kan blive udsat for. Og ifølge Amnesty International har den amerikanske regering derved skabt en glidebane, som let kan føre til den form for mishandling af fanger, verden har set dokumentation for de seneste dage. Bush-rådgiver: Klare procedurer I særlige tilfælde er det selveste præsidenten eller en af hans nærmeste medarbejdere, som skal godkende behandlingen af fangerne. Denne procedure blev bekræftet af præsident George Bushs juridiske rådgiver, Alberto Gonzales, i en tale til den amerikanske juristforening 24. februar, og han understregede, at der er helt klare procedurer for behandlingen af fanger, der ikke er amerikanske statsborgere. Disse procedurer er strengt fortrolige, men CIA's vicedirektør, John McLaughlin, beskrev for nylig ånden i dem således: Nådesløs offensiv »Vores land er blevet meget mere koncentreret om en nådesløs, ubarmhjertig offensiv«. Denne offensiv omfatter tilsyneladende også tortur og mishandling af de omkring 9.000 fanger i amerikanske fængsler verden over. Vurderingen af antallet af fanger stammer fra CIA, og de tilbageholdte defineres som 'terrorister' eller 'fjender af USA'. Alene i Irak har USA omkring 7.000 af den type fanger, mens et ukendt antal sidder i CIA's afhøringscenter i Kabul, på Bagrambasen i Afghanistan, i Qatar og på Guantánamobasen i Cuba. Regeringerne i lande som Jordan, Marokko og Sudan har stillet 'faciliteter' til rådighed for USA, hvilket gør det muligt at tilbageholde og afhøre fanger uden den ringeste mulighed for international kontrol. Disse forhold bliver stærkt kritiseret i dele af den amerikanske presse og af menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International. »Torturen blomstrer i mørket«, lyder det fra Kenneth Roth, direktør for Human Rights Watch. Både Amnesty og Human Rights Watch har siden sidste sommer gjort de amerikanske myndigheder opmærksomme på torturen i de amerikanske fængsler verden over og krævet international kontrol. Derfor er det ejendommeligt, at forsvarsminister Rumsfeld og præsident Bush har udtrykt forbavselse over de seneste dages afsløringer, mener Amnesty International. Kidnapning Ifølge en grundig beskrivelse i dagbladet Washington Post foreligger helt klare retningslinjer for, hvordan amerikanske agenter kan bortføre, transportere, tilbageholde, fængsle og udspørge udenlandske borgere, der mistænkes for terrorvirksomhed eller som er 'fjender af USA'. Røde Kors og menneskeretsorganisationerne Amnesty International og Human Rights Watch er ikke i tvivl om, at tilbageholdelserne - eller kidnapningerne, som de kalder det - er i strid med folkeretten. Men USA ser helt anderledes på det. »Folk har tendens til at tro, at der er tale om bortførelser uden juridisk grundlag. Det er ikke tilfældet. Det har en lang historie. Det har foregået i årtier. Det er helt lovligt«, siger en tidligere CIA-mand Peter Probst til Washington Post. Tilbageholdelserne foregår i regulære fængsler som Abu Ghraib ved Bagdad, i Guantánamobasens improviserede celler, i tilfældige samlinger af containere som i Sudan eller i udenlandske fængsler. Ofte ved deres familier ikke, om disse såkaldte 'spøgelsesfanger' er døde eller forsvundne, hvilket er et af Det Internationale Røde Kors' kritikpunkter i den netop offentliggjorte rapport fra februar. Det er også ulovligt at transportere fangerne rundt mellem forskellige fængsler i al hemmelighed. Det samme er 'blødgøringen' af fangerne inden forhør og de grader af voldsomhed under forhørene, som ifølge Washington Posts oplysninger bliver beskrevet i de helt officielle instrukser om behandlingen af fangerne. Normalt at fratage fanger søvn General Geoffrey Miller, tidligere leder af fangelejren på Guantánamobasen, anser det f.eks. for helt normalt at fratage fanger søvn eller udsætte dem for uafbrudt psykisk stress. Det er forbudt ifølge folkeretten, men foreløbig kommer kun de små fisk til at bøde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her