USA's militær er i gang med at undersøge påstande om, at en afghansk politimand er blevet mishandlet, mens han blev tilbageholdt på en amerikansk base i den østlige del af Afghanistan. Det oplyser USA's ambassade i Kabul. Det sker, efter at den afghanske politimand til New York Times berettede, at han var blevet afklædt, sparket og udsat for seksuelle ydmygelser under sit ophold på flere amerikanske baser i august sidste år. Rapport: Masser af mishandling Human Rights Watch udsendte i marts i år en rapport, der over 59 sider beretter om mishandling af og hårde forhørsmetoder over for fanger på amerikanske militærbaser i Afghanistan. Ifølge rapporten er fanger blevet lænket i smertefulde stillinger, holdt vågne over lang tid og tvunget til at ligge på knæ eller stå op i smertefulde stillinger. Nogle er også blevet slået og sparket eller ved vintertide overhældt med koldt vand.
USA undersøger mishandling i Afghanistan
Lyt til artiklen