Queens Lancashire Regiment - også kendt som QLR - har de seneste uger kæmpet for sit gode ry, der går tilbage til 1689. QLR står i centrum for anklagerne om den irakiske hotelreceptionist Baha Mousa, der døde efter at være blevet anholdt i Basra. Og QLR spiller også hovedrollen i sagen om de tilsyneladende forfalskede fotografier, der angiveligt viste britiske soldater mishandle en anden irakisk fange. Billederne er ifølge den britiske regering formentlig fup og er taget hjemme i England, men det ændrer ikke på, at QLR efter krigen i Irak har fået et alvorligt imageproblem. Ifølge avisen Daily Telegraph, der regnes for den bedst informerede om forholdene i britisk forsvar, mener højtstående britiske officerer, at der efterhånden er så lidt ry tilbage at forsvare, at det vil være bedst helt at nedlægge regimentet. Ikke egentlige krigsretssager Daily Telegraph skriver, at selv om der ikke for nylig har været egentlige krigsretssager mod medlemmer af Queens Lancashire Regiment, så har der været flere tilfælde af voldsanvendelse, som er blevet håndteret internt. En af forklaringerne kan ifølge avisens kilder være, at regimentet især rekrutterer blandt arbejderklassen i Liverpool og Birmingham, og at det kan være svært for unge officerer at håndtere en stor gruppe sammenspiste, uregerlige sergenter. Volden foregår også soldaterne imellem. Den værste sag stammer ifølge Daily Telegraph fra tiden lige inden krigen i Irak, hvor en konstabel under en øvelse slog en underkorporal i hovedet med en spids hakke, så den borede sig flere centimeter ind i kraniet på ham. Korporalen er handikappet for livet, og soldaten fik en fængselsstraf på fire et halvt år. Flere af kilderne roser regimentets leder, oberstløjtnant Jorge Mendonca, blandt andet for at have tilkaldt militærpolitiets efterretningsenhed, straks han hørte om Baha Mousas død i september sidste år. »Men der er ikke længere så mange, der tror, at der er særlig meget at stille op med den skade, regimentets rådne æbler allerede har forvoldt. Det meste af det, der foregår, foregår bag om ryggen på officererne«, siger en kilde til avisen. Med i alle krige QLR har været med i så godt som alle krige, Storbritannien har været involveret i de sidste over 300 år, og det er hærens mest dekorerede enhed. Regimentet har blandt andet kæmpet mod franskmændene i flere omgange, i den amerikanske uafhængighedskrig, ved Waterloo, i Egypten, i Afghanistan indtil flere gange, boerkrigene, Anden Verdenskrig, Nordirland og Bosnien. To medlemmer af regimentet menes at være tæt på at blive sigtet for deres rolle i Baha Mousas dødsfald. Yderligere en håndfuld kan ifølge Daily Telegraph blive inddraget i sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























