Anden gang er lykkens gang, håber det irske EU-formandskab, når ministre fra de 25 unionslande i dag og i morgen går i gang med et nyt forsøg på at give Europa en forfatning. I december sidste år kørte forhandlingerne fast på grund af en strid om den fremtidige magtbalance mellem medlemslandene i EU's institutioner, men efter måneders benarbejde tror irerne nu på en aftale under et topmøde om bare fire uger. Stemmefordeling Formandskabet satser på at få vedtaget en række mindre kontroversielle, især tekniske, spørgsmål på denne uges udenrigsministermøde, så landene hurtigst muligt kan koncentrere sig om de institutionelle problemer. Mens det sværeste problem - spørgsmålet om stemmefordeling i ministerrådet - må vente til senere, så åbner formandskabet i dag en ny debat om sammensætningen af kommissionen, unionens roterende formandskaber og flertalsafgørelser. Især diskussionen om at give afkald på princippet om en kommissær per land ventes at blive ophedet. I sit oplæg til mødet foreslår Irland, at kommissionen skal skæres ned i 2014. Der arbejdes med modeller for en kommission med 15 eller 18 poster - eller ganske enkelt halvdelen af det antal lande, der måtte være medlem af EU om ti år. Danmark har sammen med andre små lande kæmpet for at beholde en fast kommissær på ubestemt tid, »og det standpunkt holder regeringen foreløbig fast i«, sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) i fredags. Ambitiøst Men han erkendte, at det i stigende grad virker som et »ambitiøst mål« - og pegede på, at en nedskæring af kommissionen i 2014 under alle omstændigheder vil være et bedre resultat for Danmark end den frist i 2009, som Nicetraktaten lægger op til. Det irske formandskab har i månedsvis diskuteret mulige kompromiser med alle medlemslandene. Selv om den endelige aftale først kan falde på plads på et EU-topmøde 17.-18. juni, må Irlands nye forslag om kommissionen formodes at være realistisk. I så fald kan Danmark blive nødt til at bøje sig, selv om regeringen dog fortsat vil insistere på, at pladserne i fremtidens kommission går på skift mellem alle lande på lige fod: »Hvis alle andre kan leve med det, så vil det være meget svært for Danmark som det 25. land at hævde, at det er ubrugeligt. Så må man være indstillet på at finde en løsning«, sagde udenrigsministeren. thomas.lauritzen@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























