Spanierne hylder populært kongehus

2.500 journalister fra hele verden er på plads i Madrid. - Foto: AP
2.500 journalister fra hele verden er på plads i Madrid. - Foto: AP
Lyt til artiklen

For to måneder siden var Madrid en by i sorg. Terrorister havde myrdet 191 Madrid-borgere i de blodige attentater i tog nær tre af byens banegårde og såret omkring 1.800. Tragedien bliver aldrig glemt, men lørdag er byen klædt ud til fest: la boda real, det kongelige bryllup, er la boda de todos, brylluppet for alle, som den ikke specielt monarkistiske avis El Pais skrev forleden. 2.500 journalister fra hele verden er på plads i Madrid, og hundredvis af millioner i hele den spansktalende verden vil følge begivenheden. Byen Madrid har sat alle sejl til med udsmykning for 15 millioner kr., og den kongelige familie har smidt et tilsvarende beløb i kassen alene til blomster, dekorationer og anden pynt. Et moderne par Det lykkelige par er den 36-årige tronfølger Felipe, prins af Asturien, og den tidligere nyhedsoplæser i tv, 31-årige Letizia Ortiz. Det er et meget moderne par. Bruden er fraskilt, og Askepotmyten lurer lige om hjørnet. Den smukke Letizia kommer fra en socialt beskeden familie, hvilket gør historien lidt speciel for de spanske billedblade, der ellers kun gør i hjernedøde yuppier, baronesser, grever og andet glimmer. Historien er også speciel, fordi der ud af denne tomhed dukker en bemærkelsesværdig mand, brudgommens far. Kong Juan Carlos har i modsætning til sine royale kolleger andre steder i Europa flere gange været tvunget til at tage nogle vigtige beslutninger, som havde store konsekvenser for landet og borgerne, og han har hver gang formået at vælge rigtigt. »Kongen spillede en afgørende rolle ved at støtte demokratiseringen af Spanien og ved at fungere som demokratiets beskytter mod dets fjender«, mener historikeren Javier Tusell med henvisning til Juan Carlos' rolle i årene 1975 til 1981, da Spanien gik fra et være et fascistisk diktatur til et moderne demokrati. Kvindelig arveret Derfor har kong Juan Carlos en helt speciel status i spaniernes bevidsthed. Man taler ikke kun om monarkiet, men også om 'el juancarlismo', juancarlismen. Kongen er en institution i sig selv, og det store spørgsmål er, om hans søn kan bære arven videre. »I modsætning til sin far har Felipe ingen legitimitet. Han er et forkælet barn, der ikke selv har foretaget sig noget stort. Han skal slås hver dag for at bevare sin position«, mener journalisten Jaime Peñafiel, ekspert i kongehuset og stærkt kritisk over for de kongeliges ægteskaber med partnere uden for de kongelige familier. Voldsom kampagne mod Felipes forhold til fotomodel Han førte for fire år siden en voldsom kampagne mod Felipes forhold til den norske fotomodel Eva Sannum. Men snobberne må give op: 75 procent af spanierne er tilfredse med en dag at få en fraskilt tv-journalist til dronning, viser en meningsmåling i dagbladet El Pais, og de kan også se frem til en dag at få en kvindelig regent. Den nye socialistiske regeringschef, José Luís Rodríquez Zapatero forbereder en forfatningsændring, som indfører kvindelig arveret. Det vil styrke kontinuiteten og forbindelsen mellem de demokratiske institutioner og monarkiet, mener viceregeringschefen, socialisten Teresa Fernandez de la Vega. Forfatningsændringen er også med til at modernisere monarkiet i et land, hvor halvdelen af ministrene nu er kvinder, vurderer hun. Konge samler landet Ligesom i Danmark er kongens rolle formel og repræsentativ. Men i Spanien, hvor Catalonien, Baskerlandet og Galicien har udstrakt selvstyre, egne sprog og egne regeringer, fremstår kongen for nogle som et samlingsmærke i et land, nogle frygter er på vej mod opløsning. Tilhængerne af uafhængighed for disse dele af spanierne er af samme årsager stærkt kritiske over for monarkiet og over for kong Juan Carlos' meget stærke understregning af den spanske enhed. Det blev for eksempel taget meget ilde op af uafhængighedskræfter i Catalonien - som nu er medlemmer af den catalanske regering - da kongen i en tale hævdede, at Catalonien aldrig havde været undertrykt. Den påstand var stik imod de historiske realiteter, og meget karakteristisk anbefalede historikeren Javier Tusell søndag i El Pais kronprinsen til oftere at tale på catalansk og baskisk. Ingen nem opgave Opgaven bliver med andre ord ikke nem for prinsen af Asturien og den kommende prinsesse, og de kan ikke regne med den velvillige behandling, kong Juan Carlos har mødt. Han har formået at styre uden om alle skandaler og har vist politisk fingerspidsfornemmelse, stor værdighed og medmenneskelighed som under oliekatastrofen i Galicien og attentaterne i Madrid. Hans søn skal vise tilsvarende egenskaber, lyder den næsten enstemmige vurdering i Madrid. Ellers risikerer monarkiet at blive en kort parentes i Spaniens nyere historie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her