Der er til morgen stor spænding om det sydkoreanske gidsels skæbne, efter at en militant muslimsk gruppe søndag truede med at dræbe ham, hvis ikke Sydkorea trak sig ud af Irak i løbet af 24 timer. Men der er efter tidsfristens udløb i aftes ingen oplysninger om den 33-årige Kim Sun-il. Hans bortførere i gruppen Jama'at al-Tawhid wal-Jihad (Enhedsgruppen for Hellig Krig) truer med at halshugge ham, hvis ikke Sydkorea trækker sine soldater ud af Irak. Gruppen, der menes at være ledet af jordaneren Abu Musab al-Zarqawi - p.t. den mest eftersøgte mand i Irak - er den samme, som bortførte og halshuggede den 26-årige amerikaner Nick Berg for lidt over en måned siden. Han blev bortført i torsdags i nærheden af Fallujah vest for Bagdad. Adskillige andre, heriblandt ansatte i det amerikanske selskab KBR, der er en del af Halliburton-gruppen, blev bortført sammen med Kim. De blev bortført efter at have besøgt en amerikansk militærlejr i nærheden af byen. Mandagen igennem arbejdede Sydkoreas ambassade i Bagdad for at få løsladt den 33-årige sydkoreaner. Trygler på videobånd Kim optræder tryglende for sit liv på et videobånd, der først blev vist på den arabiske tv-station al-Jazeera og siden adskillige gange på flere sydkoreanske og internationale tv-kanaler. Sydkoreas regering bøjer sig ikke Den sydkoreanske regering har imidlertid erklæret, at den ikke har til hensigt at bøje sig for gidseltagernes krav og meddelte, at Sydkorea som planlagt vil sende yderligere 3000 mand til Irak for at hjælpe de amerikanske besættelsesstyrker. Samtidig har regeringen i Seoul bedt om international hjælp for at skaffe oplysninger om Kim Sun-il i et forsøg på at få ham sat på fri fod. En sydkoreansk regeringsdelegation ventes ifølge den sydkoreanske ambassade i Jordan at lande i Amman tirsdag morgen. Arbejdede som tolk Kim Sun-il er en reformert-protestantisk teolog, der i et år har arbejdet i Irak som tolk for det mindre sydkoreanske firma Gana General Trading, der leverer udstyr til USA's militær. Sideløbende har han prædiket evangeliet i Irak. Hvis gruppen gør alvor af sin trussel om at halshugge Kim Sun-il, vil det være første gang siden konfliktens start, at en asiat henrettes i Irak. Tidligere er ud over Nick Berg en italiensk sikkerhedsvagt blevet dræbt af sine bortførere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























