Rapport: Ingen forbindelse mellem Irak og al-Qaeda

Lyt til artiklen

Den amerikanske regerings påstand om, at der var tætte forbindelser mellem Saddam Husseins diktatur i Irak og Osama bin Ladens terrororganisation al-Qaeda er næsten lige så hullet som en si. I den kommende uge ventes påstanden at få endnu et grundskud. Komiteen, der undersøger terrorangrebet på USA 11. september 2001, skal aflevere sin endelige rapport senest 26. juli. Rapporten ventes dog offentliggjort allerede i den kommende uge, fordi komiteen ikke vil risikere, at dens resultater overskygges af Det Demokratiske Partis konvent i Boston, som også starter 26. juli. Irak ikke indblandet i 11. september-terror En del af resultaterne er allerede lækket til amerikanske medier som aviserne New York Times og USA Today. De skriver samstemmende, at ikke alene skyder komiteen påstanden om et samarbejde mellem Irak og al-Qaeda ned. Den fastslår også endnu en gang, at Irak ikke var indblandet i terrorangrebet i 2001. Omkring halvdelen af amerikanerne tror fortsat, Husseins styre spillede en eller anden rolle i terrorangrebet, fordi præsident George W. Bush og hans vicepræsident Dick Cheney så ofte har nævnt de to ting i forbindelse med hinanden, at man skulle tro, der var et samarbejde mellem terroristerne og det tidligere styre i Bagdad. Advarsler Rapporten vil også kritisere Bushregeringen for ikke i foråret og sommeren 2001 at have reageret på advarsler om, at et katastrofalt angreb på USA var forestående. På foranledning af komiteen måtte Det Hvide Hus i april offentliggøre en efterretningsrapport med titlen 'Bin Laden besluttet på at ramme USA', som Bush fik overrakt 6. august 2001. På det tidspunkt var præsidenten på ferie på sin ranch i Texas. Medlemmer af komiteen har udtalt, at rapporten ikke vil pege på enkeltpersoner som ansvarlige for, at myndighederne ikke opdagede, hvad der var under opsejling. Men rapporten vil kritisere både forbundspolitiet FBI og efterretningstjenesten CIA, og det gælder deres indsats under såvel Bush som Bill Clinton. Ensartede konklusioner Konklusionerne falder i tråd med den rapport, som Senatets efterretningsudvalg offentliggjorde for en uges tid siden, da CIA blev beskyldt for at have overdrevet beviserne for, at Irak havde lagre med kemiske og biologiske våben samt stræbte efter at få atomvåben. Begrundelsen for, at USA invaderede Irak sidste år. En anden begrundelse for invasionen - Iraks påståede samarbejde med al-Qaeda - har komiteen heller ikke fundet »troværdige beviser for«. Selv om der har været gentagne kontakter mellem al-Qaeda og Bagdad, så har man ikke fundet direkte beviser for et egentligt samarbejde, skriver New York Times. USA Today kunne allerede i juni fastslå, at al-Qaeda havde haft flere kontakter med Pakistan og Iran end med Irak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her