Målet skulle være at afspore den israelske regerings plan om at fjerne samtlige bosættelser og militære installationer fra Gazastriben. Konsekvensen kunne meget vel være udbruddet af en krig af uhørte dimensioner. Midlet skulle være at sprænge Al Aqsa Moskeen eller andre af de muslimske helligdomme på Tempelbjerget (Haram al-Sharif) i Jerusalem i luften. En mulig metode: at fylde et pilotløst fly med sprængstof og dirigere det ned på en af bygningerne på toppen af det hellige bjerg. En aktion, der ville have visse ligheder med, hvad der skete 11. september 2001 i USA. Så alvorlige er de signaler den israelske efterretningstjenestes særlige afdeling for jødisk ektremisme har samlet op i de seneste måneder, at minister for intern sikkerhed i Israel, Zahi Hanegbi, i weekenden stod frem og delte sin bekymring med den israelske offentlighed. Risiko »Der er ingen informationer om navngivne personer, fordi politiet og efterretningstjenesten har standset dem i deres forehavende«, sagde Hanegbi, »men der er bekymrende tegn på, at terrortruslen imod Tempelbjerget fra ekstreme, fanatiske jødiske elementer med henblik på at skabe en kædereaktion, der ville destruere og afspore fredsprocessen, i de seneste måneder og uger er vokset faretruende«. Ministerens advarsel er kulminationen på en række signaler, som det officielle Israel i de seneste uger har udsendt, i retning af advarsler om, at jødiske ekstremister lægger kriminelle planer. I slutningen af sidste uge stod chefen for efterretningstjenesten, Avi Dichter, frem og sagde, at hans tjeneste vurderede, at omkring 200 mennesker, alle at finde i bosætterbevægelsens mest ektremistiske kroge, havde direkte ønske om at se ministerpræsident Ariel Sharon dræbt. En advarsel, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på såvel politi, efterretningstjenestefolk som almindelige borgere i en stat, hvor ministerpræsidenten, Yitzhak Rabin, for snart syv år siden, blev skudt og dræbt - netop af en højreradikal jøde. Dichter tilføjede at tjenesten ikke havde tilstrækkelige beviser til at rejse anklager, men at man holdt øje med de pågældende. Stemningen blev ikke lettere da en tidligere højtstående efterretningsmand, Ehud Yatom, der nu er parlamentsmedlem for Likud, i går tilføjede sine erfaringer: Terrorplan »Inden vi i 1984 arresterede medlemmerne af den jødiske undergrund, var vi kun en hårsbred fra en situation, hvor totalt forstyrrede hjerner forsøgte at angribe et muslimsk helligt sted på Tempelbjerget. Havde de gennemført deres plan, kunne det have indledt tredje verdenskrig. I 1984 optrævlede den israelske efterretningstjeneste en ektremistisk jødisk undergrundsbevægelse på over tyve unge mænd, der systematisk planlagde - og i flere tilfælde gennemførte - angreb på muslimske og palæstinensiske mål. Syv af dem blev dengang dømt for at have deltaget i planlægningen af et angreb på Klippehelligdommen, den historiske bygning med den velkendte gyldne kuppel, der står midt på Tempelbjerget. Yehuda Etzion, der i sin tid blev dømt for at være hovedmanden for planen om at sprænge Klippehelligdommen, trådte atter ind i den offentlige debat: »Det er forståeligt, at man efterhånden mister tålmodigheden«, sagde han i et radiointerview og tilføjede, at han syntes det ville være en 'værdig handling' at sprænge en hellig bygning på Tempelbjerget for at gøre plads til bygningen af et jødisk tempel. Modsat den israelske regerings plan om at trække sig ud af Gaza, som - i Yehuda Ezions begrebsverden - er en 'uværdig handling'. Politianmeldt Ezion blev meldt til politiet for denne udtalelse. Men frygten for sammenblanding af legitim politisk modstand imod regeringens planlagte tilbagetrækning fra Gaza og farlig ekstremisme har i det seneste par dage været højt på den israelske offentligheds dagsorden. I løbet af dagen formede cirka 130.000 bosættere en menneskekæde fra det nordlige Gaza til Jerusalem i protest imod Sharons forestående tilbagetrækning fra Gaza. '90 kilometers protest' kaldte arrangørerne aktionen, der blev overvåget af politiet langs hele den lange rute. Med bosætterbevægelsens vanlige organisationstalent, optog stort set samtlige demonstranter og aktivister deres på forhånd aftalte opstilling langs hovedvejene i løbet af mindre end en time.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























