Naturparken Safari World i Bangkok har pludselig fået reduceret sin bestand af orangutanger fra 110 aber til kun 69. Politiet mistænker naturparken for at fyre en nødløgn af. Dødsfaldene er et forsøg på at dække over, at orangutangerne er blevet flyttet et andet sted hen, mener de. Politiet havde i forvejen kig på bestanden, fordi de mistænkte aberne for at være smuglet ulovligt ind fra Indonesien. For en uge siden proklamerede de lokale medier derfor, at nu skulle dyrene dna-testes. Men da politiet troppede op for at teste de potentielle smuglerdyr, manglede der en tredjedel af bestanden. Sygdom var forklaringen Naturparkens forklaring går på, at orangutangerne døde af diarre og luftvejssygdomme. »Vi var nødt til at brænde dem for at undgå at sygdommen spredte sig. Men vi har billeder og dokumentation for hver enkelt abes symptomer op til dens død«, siger en ansat fra parken til Associated Press. Men den forklaring møder kun skepsis: »Vi tror ikke på, at de er døde. Vi tror, de er blevet forflyttet«, siger det lokale politis talsmand, Vijit Nantawong, til det franske nyhedsbureau AFP. Tidligere har det thailandske politi udtalt, at de er "ret sikre på", at der er tale om smuglerdyr. Parken selv forklarer det store antal af orangutanger med et særdeles vellykket avlsprogram. Politiet lover at undersøge sagen til bunds. Og det er mange internationale dyrevelfærdsorganisationer glade for. Flere organisationer har nemlig tidligere været ude med hård kritik af parkens såkaldte kickboxing-kampe mellem orangutangerne. Det gik ud på, at aberne blev iklædt boksehandsker og -shorts og stillet over for hinanden to og to i en boksering. Kritikere slog på, at kampene stressede dyrene, og på længere sigt kan det få dem til at glemme deres naturlige instinkter. Hvilket kan få betydning for deres moderinstinkter, og dermed for den truede arts videre beståen. Indstillede boksekampene Sidste uge blev parken nødsaget til at imødekomme kritikken og indstille den særprægede attraktion, der ellers har stået på i 20 år. Orangutaner stammer fra Indonesien og Malaysia. På grund af jagt og tabte naturområder er verdens samlede bestand faldet til 20.000 aber.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























