Fire afrikanere var kun seks meter fra det forjættede land, da de lørdag druknede på Los Pajaritos-stranden på den spanske ø Fuerteventura. Sammen med 34 andre illegale indvandrere forsøgte de at komme i land på øen, men deres primitive båd led skibbrud, og de fire mistede livet. Den slags tragedier er spanske avislæsere og seere vant til. Flere gange om ugen fanger politiet illegale indvandrere, og mange dør undervejs, når de for eksempel forsøger at undgå politikontrollen ved at springe i vandet i de spanske havne fra de store passagerskibe, der dagligt anløber havne som Malaga og Almería. Men nogle kommer i land, og for dem begynder en tilværelse som illegale indvandrere i Spanien. Det er et problem for dem, for Spanien og for Europa. Den spanske port For ikke mindre end 23 procent af de illegale indvandrere, der kommer til Europa, bruger Spanien som indgangsport. Alene i år har politiet anholdt godt 8.000, mens et ukendt antal er sluppet gennem kontrollen. Mange forsøger at komme videre, men stadig flere bliver i Spanien. Nu vil den spanske socialistregering gøre noget ved problemet, og den vil forsøge at gå på flere ben, meddeler udlændingeminister Consuelo Rumí. Grænsekontrollen vil blive yderligere skærpet. Spanien vil indgå nye aftaler med de lande, hvorfra hovedparten af de illegale indvandrere kommer, og endelig vil regeringen skabe ordnede forhold for de mange udlændinge, der lever og ofte arbejder i Spanien. Men som officielt ikke har lov til det. Hermed inddrager den nye spanske regering under socialisten Jose Luís Rodriguez Zapatero udlændingepolitikken i den række af meget vidtgående reformer, den har iværksat og delvist gennemført siden sejren ved parlamentsvalget i marts i år. Tre måneders visum Planen er, at disse indvandrere nu får mulighed for at få en fast opholdstilladelse og dermed blive helt normale borgere i det spanske samfund. Betingelsen er, at de er i arbejde, hvilket er tilfældet for mange af dem. »Der er tale om en integrationspolitik«, siger Consuelo Rumí. Hun kommer selv fra Andalusien, hvor titusindvis af indvandrere - legale og illegale - arbejder i de gigantiske plantager og gartnerier, der forsyner blandt andre danskerne med sydfrugter, druer og grøntsager. Consuelo Rumí lægger i et interview i dagbladet El Pais stor vægt på, at Spanien ønsker indvandrere velkommen. Den økonomiske udvikling i landet er afhængig af det, siger hun, men der skal vel at mærke være tale om indvandrere, der kan og vil arbejde. De vil i fremtiden få en arbejds- og opholdstilladelse, og regeringen vil også indføre et nyt visum. Det skal gøre det muligt for indvandrere at søge arbejde i Spanien i tre måneder. Får de job, kan de blive. Ellers må de rejse hjem. Målet er at få de mange illegale indvandrere ud af de ghettoer, de bor i nu - også selv om de har arbejde. De skal have samme rettigheder og pligter som spanierne, hvilket er en forudsætning for at integrere dem, mener hun. De områder af landet, der oplever det største indvandrerpres, og hvor de største problemer er samlet, vil modtage økonomisk og anden hjælp fra regeringen til at gennemføre dette program, som også omfatter uddannelses- og sundhedsprogrammer. Det drejer sig om Andalusien, Madrid-området og Catalonien med hovedstaden Barcelona. Skærpet kontrol Alt det betyder ikke, at Spanien åbner portene for millioner af mennesker fra den fattige verden. Kontrollen med de spanske kyster vil blive skærpet. Allerede næste måned vil Spanien foreslå partnerne i EU, at EU i fremtiden sætter flere penge af til grænsekontrol og udvisning af udlændinge, som ikke får opholdstilladelse eller asyl. Den spanske regering vil også tage kontakt til de lande, der er 'hovedleverandører' af illegale indvandrere. Det er blandt andet Marokko, Ecuador og Rumænien, og Spanien vil forsøge at ændre de eksisterende aftaler med disse lande eller lave nye. Målet er et bedre samarbejde for at sikre, at udvandringen fra disse lande til Spanien foregår inden for legale rammer, og at myndighederne samarbejder i sager om udvisning fra Spanien og tilbagesendelse til hjemlandene. Consuelo Rumí lægger lovforslagene frem om få uger, og hun håber, at den konservative opposition vil samarbejde. »Vi skal undgå, at udlændingepolitikken ender i konfrontation«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























