Få dage før George W. Bush træder op på scenen ved republikanske konvent i New York for at tage imod nomineringen som partiets præsidentkandidat, kommer han med en overraskende udmelding. I et tv-interview i det amerikanske program 'Today' siger han, at den amerikanske krig mod terror ikke kan vindes. I stedet påpeger præsidenten, at krigen kan føre til, at terrorisme kan blive mindre acceptabelt rundt omkring i verden. Republikansk bombe Tidligere har George W. Bush ellers i optimistiske vendinger gjort det klart, at USA vil sejre i antiterrorkrigen. Så sent som 14. juli sagde Bush: »Jeg har en klar vision og strategi om at vinde krigen mod terror«. Men i tv-interviewet, der blev bragt samme dag som det republikanske konvent begyndte, svarer han på spørgsmålet om USA kan vinde antiterrorkrigen: »Jeg tror ikke man kan vinde den. Men jeg tror man kan skabe forhold, så dem der benytter sig af terror som redskab bliver mindre accepteret«. Udtalelsen kommer som en bombe, fordi George W. Bush har sat megen prestige ind på krigen mod terror som et emne i valgkampen. I New York Times bliver der ligefrem spekuleret i, om der er tale om en fortalelse fra præsidenten. Repræsentanter fra Det Hvide Hus har da også været hurtigt ude med en melding om, at George W. Bush´s udtalelse ikke er en ændring af USA´s politik. I stedet hedder det i forklaringen, at præsidenten blot har villet understrege, at kampen er vedvarende. »Jeg tror ikke man kan forvente, at der nogensinde kommer en formel kapitulation eller en freds-trakat som i tidligere tiders krige«, siger talsmand for Det Hvide Hus Scott McClellan. Demokrater til angreb Uanset om udmeldingen er fortalelse eller ej bliver den allerede brugt af demokraterne i valgkampen. »Efter vi i månedsvis har set republikanerne basere hele deres kampagne på, at de er de eneste, der kan vinde antiterrorkrigen, siger præsidenten nu at vi ikke kan vinde krigen«, siger senator John Edwards, der er kandidat til vicepræsidentposten, til New York Times. Han er i øvrigt »helt sikker« på, at krigen kan vindes.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























