Amerikanske fly bombede natten til tirsdag en byggeplads i Afghanistan, som den danske hjælpeorganisation DACAAR bruger til at opbevare udstyr til vandprojekter. Otte indbyggere fra en nærtliggende landsby blev dræbt, og en af DACAAR's afghanske medarbejdere såret, oplyser organisationen. 'Tættere har det ikke været på' Byggepladsen ligger ved landsbyen Waradesh i den østlige Kunar provins ved grænsen til Pakistan. Området har længe været præget af konflikter og uroligheder mellem Afghanistans regering og oprørsstyrkerne. »Der har tidligere været sammenstød, men hidtil har det ikke været så tæt på, hvor vi har opholdt os«, siger DACAAR's programkoordinator i København Sten Andreasen. DACAAR er et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og ASF Dansk Folkehjælp. Organisationen har arbejdet i Afghanistan i de sidste 20 år. Overvejer at trække sig fra området Koalitionen har styrker i området for at bekæmpe tilhængere af al-Qaeda og Taleban. »Alligevel har det været muligt for os at arbejde i området, og vi har ikke hidtil været alvorligt generet af spændinger og kampe«, siger Gorm Pedersen, som er DACAAR's direktør i Kabul. »På baggrund af nattens begivenheder vil vi analysere situationen og overveje, om vi skal trække os ud af området«. Evakueret til Jalalabad Foreløbig er DACAAR's 14 ansatte i området evakueret til DACAAR's kontor i Jalalabad. Kort efter bombeangrebet fik DACAAR's byggeplads besøg af amerikanske soldater, som bad om at få en liste over skaderne. DACAAR er overbevist om, at organisationen blev ramt ved en fejl. »Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det skete ved en fejl. Men præcis hvad der skete, har vi endnu ikke helt klarhed over«, siger Sten Andreasen. Mandag blev en DACAAR-vagt såret og en bygning ødelagt ved en bombeeksplosion i Kabul.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























