Med jævne mellemrum dukker der en kæmpe elefant op på lærredet bag podiet ved republikanernes konvent i New York. Partisymbolet lunter fremad, kigger tilhørerne i øjnene og hæver snabelen, så næseborene ligner et geværløb. Så trompeterer den, som kaldte den til angreb. Så er podiet klar til næste taler. Tirrede Nogle af de foreløbige talere har også lignet og lydt som tirrede elefanter, der stiller sig i geled bag flokkens leder og forsøger at sætte ord på, hvorfor USA ikke kan, skal og vil stoppe den beslutsomme march, der blev indledt, da præsident George W. Bush i september 2001 erklærede krig mod den internationale terrorisme. Dengang sagde Bush om terroristerne: »De vil høre fra os«. Og til verden sagde han, at »enten er I med os, eller også er I med terroristerne«. Tirsdag så Bush ganske vist for første gang ud til at vakle i spørgsmålet om, hvad der egentlig er endemålet i kampen mod international terrorisme med en udtalelse om, at man ikke skal vente en klar sejr, men kun kan håbe at skabe betingelser, så terrorister bliver mindre accepteret i verden. Men temaet 'Bush som hård mand' dominerer stadig konventet. Svada mod 'europæisk blødsødenhed' En af hovedtalerne, New Yorks tidligere borgmester Rudolph Giuliani, greb som led i sin hyldest til præsidenten også tilbage i historien og gav blødsødne europæere broderparten af ansvaret for, at terrortruslen fortsat eksisterer i 2004. Giuliani trak en linje fra tyskerne, der efter to måneder løslod de overlevende terrorister fra angrebet på det israelske OL-hold i 1972. Han fortsatte med italienerne, der løslod terrorister, der i 1985 havde været med til at dræbe en amerikansk jøde om bord på krydstogtskibet 'Achille Lauro'. Og han endte på Nobelinstituttet, der i 1994 gav Yassir Arafat fredsprisen, mens PLO-lederen »støttede terrorpesten i Mellemøsten«. »Terroristerne har lært, at de kunne true verdenssamfundet, og for ofte har svaret - især fra Europa - været at rette ind, at gå på forsoningskurs og at indgå kompromiser,« sagde Giuliani, der også kritiserede verdensopinionen for at have skoset og latterliggjort først den tidligere britiske premierminister Winston Churchill for hans advarsler om den tyske rigskansler Adolf Hitler, og siden tidligere præsident Ronald Reagan for hans beskrivelse af Sovjetunionen som 'Det Onde Imperium'. Bush vil anlægge hård linje Nu er det hverken Europa eller den øvrige verden, der er det primære publikum til talerne ved det republikanske konvent. Det er heller ikke Rudolph Giuliani, der tegner den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men den hårde kurs og den stålsatte vilje, også over for skeptiske allierede, går igen som en rød tråd i flere taler, og den vil ifølge avisen Financial Times også være markant i Bushs egen tale torsdag nat. Vendekåbe Især ventes Bush at udfordre den demokratiske præsidentkandidat John Kerrys løfte om at genvinde USA's respekt i verden. Selv om Kerry har været lige så stålsat i sine forsikringer om, at USA skal være villig til at handle alene for at beskytte sin egen sikkerhed, forsøger Bushlejren at få ham til at fremstå som en blødsøden vendekåbe, der vil strække sig alt for langt for at være på god fod med sine europæiske venner. Forskellen på meldingerne fra Bush og Kerry om deres forhold til resten af verden ligger ikke så meget i selve det, de siger, men i måden de siger det på. Og især i det faktum, at Bush som præsident allerede har vist, at han ikke har det fjerneste imod at gå enegang i verden, når han mener, det er rigtigt for USA. Demokrater vurderes til at være gået i stå Meldingen fra Kerry har indtil videre stort set været den samme, men han har ikke kunnet vise, at han kan og tør. Det er i høj grad det, Bushkampagnen - med Giuliani bag det seneste stærke trut i trompeten - forsøger at profitere af, mens Kerrykampagnen synes at være gået i stå i forsøget på at insistere på, at Kerry var en stærk og modig soldat i Vietnam for 35 år siden. Valgkamptraditionen byder, at de republikanske elefanter i denne uge får lov til at trampe løs relativt uimodsagt. Men man må formode, at demokraternes maskotter, æslerne, lader op til modspark, så snart konventet er forbi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























