Fransk skolestart med traumer

Lyt til artiklen

I dag begynder 12 millioner franske børn i skole. Alles øjne vil rette sig mod de muslimske skolepigers hoveder, for den kontroversielle ny lov om tørklædeforbud i de franske skoler fik i weekenden et uhyggeligt perspektiv, da irakiske gidseltagere krævede loven ophævet i bytte for to franske journalisters liv. Den indblanding vil 14-årige Enia Melouk ikke finde sig i. Hun nød i går den sidste dag af sin sommerferie i det parisiske indkøbsmekka Forum Les Halles sammen sine veninder: »Forbrydere i Irak skal ikke bestemme over de franske skoler. Min familie og jeg er imod tørklædeforbudet, selvfølgelig er vi det, men vi retter os efter loven. Jeg bærer tørklæde i dag, og det gør jeg også i morgen til og fra skole. Mens vi har undervisning, lægger jeg det bare i min taske«, fortæller Enia. 5.000 med slør Antallet af skolepiger, der bærer tørklæde eller slør, nærmede sig ved årsskiftet 5.000. Foreningen af Muslimske Organisationer opfordrede for nylig eleverne til at overtræde loven ved skoleårets start, men efter gidseltagningen har generalsekretær Fouad Alaoui trukket i land under henvisning til, at det kunne ligne en sejr for kidnapperne. Men ikke alle skolepiger er lige lydige: Knap 100 muslimske elever demonstrerede i går foran deres gymnasium i Strasbourg - alle piger, alle iført tørklæde. De har tænkt sig troppe op på første skoledag »med det tørklæde, som er en del af os, men indstillet på at blive undervist«, som en af dem sagde. Rådgivningslinje Hvordan den konflikt bliver løst, er op til deres skolelærere. Samme piger har oprettet en rådgivningslinje, der får omkring 10 opkald om dagen: »Mine medsøstre er i høj grad splittede - de ringer og spørger, om de skal bære tørklæde eller ej«, sagde den 17-årige telefonpasser Samia til LCI. Den ny lov forbyder muslimske tørklæder, jødiske kalotter og katolske krucifikser, men tillader mere diskrete symboler som halskæder med Fatimas hånd, Davids-stjernen eller små kors. Men det er ikke nok for 29-årige Dida, der læser matematik på universitetet. Hun fortæller, at hun er dybt forankret i islam og taknemmelig for, at tørklædeforbuddet ikke gælder på de højere læreanstalter: »Jeg ville være sønderknust, hvis jeg ikke måtte bære tørklæde. Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg ville studere i Frankrig, hvis jeg ikke kunne bære mit tørklæde«, erklærer hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her