Tyrkisk parti vil forbyde utroskab

Lyt til artiklen

Et lovforslag om at straffe utroskab med op til tre års fængsling har vakt forundring og vrede i Tyrkiet. Bag forslaget står det store regeringsparti AKP. »Der er tale om et initiativ, som skal fremme ligestilling mellem kønnene og gøre op med de uretfærdigheder, som kvinderne er blevet udsat for indtil nu«, siger ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan ifølge tyrkiske medier. »Vi tror på, at det i en vis grad også vil være et initiativ, som vil redde den menneskelige ære«. Tre års fængsel Hvis loven vedtages, vil strafferammen for utroskab mellem ægtefolk være på seks måneder til tre år. Straffen er dog afhængig af, at en af ægtefællerne melder den anden til politiet. Venner og familie kan ikke anmelde utroskab, og politiet vil ikke uopfordret opsøge utro ægtefæller. Skridt bort fra EU På trods af AKP's islamiske rødder har partiet hidtil fulgt en proeuropæisk linje i forsøget på at reducere afstanden mellem Tyrkiet og EU. Det nye lovforslag kommer derfor som en overraskelse for mange tyrkere, som frygter, at lovforslaget vil være et skridt bort fra EU. »Love mod utroskab findes ikke i civiliserede lande. Det er i modstrid med EU-normer og findes kun i lande, hvor sharia-lovgivning gælder«, siger Yalcin Dogan, politisk kommentator på dagbladet Hürryiet. Samme avis morer sig over, at mange tyrkiske berømtheder - heriblandt topfolk i AKP - formentlig vil havne i fængsel, hvis loven indføres. Tilbagestående De første europæiske reaktioner på lovforslaget kom fra den italienske ambassadør i Ankara: »Selv i de mest tilbagestående lande i Europa sætter man ikke sine borgere i fængsel på grund af utroskab. Hvis forslaget vedtages, vil Tyrkiet stå meget alene i Europa«, siger Carlo Marsili. Demonstrationer Lovforslaget vil blive fremlagt i parlamentet 14. september, og allerede nu har flere kvindegrupper indkaldt til demonstration, fordi de mener, loven vil undertrykke kvinder. »Den vil legitimere statens indblanding i folks privatliv, og det vil især gå ud over kvinder«, mener Liz Amado fra kvindegruppen Women to Women til nyhedsbureauet AP. Hun vurderer, at loven f.eks. vil gøre det sværere for kvinder at vinde sager om forældremyndighed. Også i turismesektoren er der utilfredshed med AKP's forslag. »Hvis hotellerne begynder at kræve vielsesattester, vil det være ensbetydende med at smække døren i hovedet på turisterne. De fleste turister er ikke gift, og de, der er gift, går ikke med deres vielsesattester på sig. Så det ville være en komisk og absurd lov«, siger Timur Bayindir, formand for Sammenslutningen af Turisthoteller i Tyrkiet. Brik i større spil Der er dog tvivl om, hvor seriøst lovforslaget skal tages. Flere politiske analytikere mener, at utroskabsloven blot er en brik i et større politisk spil. Først og fremmest skal lovforslaget tilfredsstille de mere religiøse kræfter i AKP, som længe er blevet holdt nede af Erdogan. Tilfredse religiøse Til partiets store religiøse bagland i Anatolien er det et signal om, at AKP stadig arbejder for deres interesser. Desuden kan forslaget også være en reaktion på oppositionspartiet CHP's forslag om at indføre fængselsstraf for at bære tørklæde i offentlige institutioner. Det forslag vil AKP ikke gå med på, og derfor har partiet brug for sit eget lovforslag, som det kan 'dele ud af', når de to partier skal indgå studehandel om de nye lovforslag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her