Russisk tv har nu for anden gang fremvist en af de angiveligt tre gidseltagere, som sidder i russisk fangenskab. Under skarp bevogtning af maskerede vagter hævder han, at ordren til gidselaktionen blev givet af den tjetjenske oprørsleder Aslan Maskhadov og krigsherren Sjamil Basajev. »Vi blev samlet i skoven af en mand kaldet 'Oberst', og fik besked på, at vi skulle tage en skole i Beslan. De sagde, det var Maskhadov og Basajev, der havde beordret denne opgave«, sagde han i et kontroleret interview på den statslige russiske tv-station kanal 1. Ifølge den fængslede gidseltager var målet at udløse krig i Kaukasus. »Da vi spurgte 'Obersten', hvorfor vi skulle gøre det og hvad målet var, svarede han: 'fordi det er nødvendigt at udløse en krig over hele Kaukasus'«, sagde han. Ifølge tv-stationen har han indvilget i at samarbejde og svare på alt, bare han ikke bliver udleveret til gidslernes pårørende. Oprørsleder og krigsherre Shamil Basayev er en fundamentalistisk tjetjensk oprørsleder og kæmper for en muslimsk stat omfattende Tjetjenien og Dagestan. Han har blandt andet påtaget sig skylden for gidselaktionen på Dubrovka-teatret i Moskva i 2002 og kæmper for en muslimsk stat omfattende Tjetjenien og Dagestan. Aslan Maskhadov var præsident i Tjetjenien fra 1997 under det kortvarige selvstyre efter den tre år lange krig med Rusland. Han lever nu i eksil, og russerne har stemplet ham som terrorist siden det russiske indtog i Tjetjeninen i 1999. Hans talsmand Akhmad Sakajev, som Rusland tidligere forgæves har forsøgt at få udleveret fra både Storbritiannien og Danmark, har fordømt gidselaktionen i Beslan. Afviste ved Allah Gidseltageren blev også vist frem på tv søndag aften, hvor han, mens han svor ved Allah, afviste at have skudt mod gidslerne. Han blev udråbt som medlem af en tjetjensk gruppe, men hans navn blev holdt tilbage »af hensyn til efterforskningen«. Han talte russisk med en accent, der tydede på, at han er fra Nordkaukasus. Ifølge russisk tv havde han barberet sit lange skæg af for at kunne blande sig i mængden af flygtende gidsler. Skar barn i arm Den russiske sikkerhedstjenest FSB siger, at andre gidseltagere gjorde det samme. Samtidig fortæller et gidsel, at hun så en terrorist skære i en lille drengs arm for at slippe væk med et såret barn i armene. Vidner udpegede ham for politiet, der skød ham. Avisen Gaseta citerer efterforskningskilder for, at en af de andre tilfangetagne er den 24-årige tjetjener Nur-Pasji Kulajev, der har været bodyguard for krigsherren, Sjamil Basajev. Med fremvisningen af gidselstageren ønsker de russiske myndigheder angiveligt at udpege tjetjenerne som skyldige for terroraktionen og vise befolkningen, at der bliver gjort noget ved uroen på Kaukasus.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























