USA arresterer irakisk general

Lyt til artiklen

Et ledende medlem af Den Irakiske Nationalgarde er blevet anholdt af det amerikanske militær mistænkt for at samarbejde med de irakiske oprørere. Brigadegeneral Talib al-Lahibi stod i spidsen for sikkerheden i Diyala-provinsen nordøst for hovedstaden Bagdad - en stilling han blev udpeget til for kun en uge siden. Generalen er den højest placerede iraker i landets nye sikkerhedsstyrke, der er blevet anholdt for at støtte de irakiske modstandsbevægelser. »Lahibi blev tilbageholdt 23. september af multinationale styrker for at have forbindelser til kendte oprørere«, hedder det i en udtalelse fra det amerikanske militær. USA står for rekrutteringen og uddannelsen af soldaterne i Den Irakiske Nationalgarde, der skal forsøge at sikre sikkerheden i landet. Talib al-Lahibi har tidligere tjent under Saddam Hussein, men i sidste uge udpegede USA ham til at stå i spidsen for tre bataljoner omkring byen Baquba efter den tidligere var blevet dræbt i et attentat. Nye angreb i Irak Anholdelsen af brigadegeneral Talib al-Lahibi sætter en tyk streg under de vanskeligheder USA har med at få opbygget en ny irakisk hær og få bugt med de irakiske oprørere. To bilbomber eksploderede tidligere på dagen udenfor irakisk kaserne vest for Bagdad. Både amerikanske og irakiske soldater blev såret ved aktionen. De amerikanske styrker har svaret igen ved at angribe byen Fallujah, der regnes for de irakiske oprøreres højborg, og er udenfor reel kontrol af de amerikanske soldater eller irakiske myndigheder. Amerikanerne mener også, at det er her Abu Musab al-Zarqawis Tawhid og Jihad-gruppe holder til. Gruppen har taget skylden for flere bombeangreb og henrettelser af udenlandske gidsler. Senest de to amerikanere Jack Hensley og Eugene Armstrong.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her