At der er tale om en bil, som tilhører FN, er der ingen tvivl eller uenighed om. Men hvad den bruges til, og af hvem, er der derimod vidt forskellige forklaringer på fra det israelske militær og fra FN's hjælpeorganisation for flygtninge. Mens konflikten mellem israelere og palæstinensere i weekenden endnu en gang blev optrappet, blev en række uklare luftfotos af en FN-ambulance centrum for et nyt opgør mellem Israel og FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNWRA). Det israelske militær påstod, at billederne viser militante palæstinensere, der er i gang med at læsse raketter ind i ambulancen. Det blev kategorisk afvist af FN's hjælpeorganisation, der efter at have undersøgt sagen, betegnede Israels anklager som »falske«. I centrum for sagen står danskeren Peter Hansen, der er leder af UNWRA, og som også tidligere har påkaldt sig israelernes vrede. Let genstand Sagen startede, da det israelske militær fredag aften udsendte billederne til den internationale presse med den oplysning, at der var tale om militante palæstinensere, der brugte ambulancen til transport af qassem-raketter. Raketter, som palæstinensere har brugt til angreb på israelere. Anklagerne fik den danske FN-chef til at igangsætte en hurtig undersøgelse af sagen, hvor alle ambulanceførere og medarbejdere i området blev afhørt. Derpå afviste Peter Hansen blankt anklagerne. »Jeg har nu set de omtalte billeder. Jeg kan bekræfte, at de viser en af UNWRA's ambulancer. De viser derpå tre personer, der går langsomt mod den. En af disse personer bærer i den ene hånd en let, lang og tynd genstand. Personen smider derpå genstanden ind bag i ambulancen«, skriver Peter Hansen i sin redegørelse. »Selv om kvaliteten af videoklippet er dårligt, viser det uden skygge af tvivl, at genstanden, som bliver båret og smidt ind i køretøjet, ikke er og ikke kan være en qassem-raket. Jeg er blevet oplyst, at en qassem-raket vejer mindst 32 kg, og dens diameter er omkring 17 cm. Genstanden på filmen svarer på ingen måde til denne beskrivelse«. Klage til FN Ifølge den israelske hærs radio vil Israel klage til FN over UNWRA og den danske leder. Lørdag beskyldte den israelske FN-ambassadør, Danny Gillerman, i israelsk radio Peter Hansen for at være »stærkt indblandet i problemet«. »Peter Hansen er langt fra at være en ven af Israel. Tværtimod. Han hader Israel«, sagde Gillerman ifølge nyhedsbureauet AFP. I sin erklæring svarede Peter Hansen, at det ikke er første gang, at Israel har rettet falske beskyldninger mod hans organisation. Flere beskyldninger For et par måneder siden påstod to ministre, at FN-ambulancer transporterede ligene af faldne israelske soldater. Men da FN-organisationen bad om dokumentation, var »de pågældende ministre ikke i stand til at levere noget svar«, skriver Peter Hansen. »En grundig undersøgelse blev gennemført og viste, at der ikke var nogen beviser«. Peter Hansen sagde søndag, at han ikke var nervøs over Israels klage til FN's generalsekretær, Kofi Annan. »Jeg har fået opringninger fra Kofi Annan, der ved, hvordan situationen er. Han har givet mig sin støtte«, sagde han til Radioavisen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























