Ringe beskæftigelse svækker Bush

George W. Bush på vej til den anden af i alt tre tv-debatter. Nye tal for beskæftigelsen giver Bush problemer. - Foto: AP
George W. Bush på vej til den anden af i alt tre tv-debatter. Nye tal for beskæftigelsen giver Bush problemer. - Foto: AP
Lyt til artiklen

I september var der 96.000 flere amerikanere i arbejde end i august. Men der var også mindst 585.000 færre med job, end da præsident George W. Bush kom til for fire år siden. De sidste ledighedstal inden præsidentvalget viser, at der bliver skabt arbejdspladser i USA. Men langt færre, end økonomerne havde ventet. Endnu færre, end de fleste siger ville være tilfredsstillende. Og langtfra nok til at undgå, at præsident Bush som den første præsident i 72 år afslutter en embedsperiode med færre i arbejde, end da han selv begyndte i jobbet. Afviser dårlige tal Men selv om den almindelige forventning på Wall Street havde været en stigning på 148.000 arbejdspladser, insisterede præsident Bushs valgkampkontor og hans arbejdsminister på, at de nye tal slet ikke er så dårlige. Talsmænd for præsidenten forsøgte blandt andet over for amerikanske medier at skabe tvivl om, hvorvidt den officielle opgørelse har alle nye job med. Og arbejdsminister Elaine Chao antydede, at det kunne have været meget værre. »Vores økonomi har på det seneste været meget igennem - ødelæggende orkaner og stigende oliepriser«, sagde Chao og beskrev tallene som udtryk for »økonomiens styrke, og for at arbejdsmarkedet stadig er i bedring«. Demokraternes præsidentkandidat John Kerry talte omvendt om »endnu en skuffende beskæftigelsesrapport« og så bevis for, at USA's økonomi ikke kan følge med befolkningens vækst. Kerry fik støtte fra flere økonomer, blandt andre Ken Mayland fra ClearView Economics. Vigtigt valgtema »Jeg ville nødig være i præsident Bushs sko. Han må hellere forberede sig på et hårdt angreb. Sagen er jo den, at en vækst på 96.000 i en arbejdsstyrke med 131 millioner er en blodfattig fremgang, og det kan på ingen måde kaldes tilfredsstillende«, sagde Mayland til nyhedsbureauet AP. Selv om valgkampen indtil nu har fokuseret meget på Irakkrigen, så er økonomi og beskæftigelse stadig de emner, flest vælgere regner for vigtigst ved valget. Ikke mindst i stater, hvor store virksomheder har flyttet deres produktion til udlandet. Det står især højt på dagsordenen i de industritunge stater i Midtvesten, hvor alene Ohio har mistet næsten en kvart million arbejdspladser de sidste fire år. En meningsmåling lavet for AP viser, at 54 procent tror mest på Kerrys evner til at få gang i beskæftigelsen, mens 40 procent tror mest på Bush. Kerry og Bush mødes i nat til den anden af tre planlagte tv-debatter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her