Mindst en person blev dræbt og adskillige såret, da en selvmorder udløste en bombe i Afghanistans hovedstad, Kabul. Den internationale sikkerhedsstyrke, ISAF, har sammen med det lokale politi afspærret området. Bomben eksploderede i et forretningsområde, oplyser britiske BBC. Den mand, der stod bag selvmordsangrebet, blev selv dræbt i eksplosionen. Desuden blev syv såret, heraf tre ISAF-soldater. Travl forretningsgade Bomben eksploderede på en travl forretningsgade i den centrale del af hovedstaden. »Der var tre eksplosioner i Chicken Street«, sagde kaptajn Bert Vandalen fra ISAF's hovedkvarter. Det er det første selvmordsangreb mod Kabul siden januar, skriver BBC. Ved valget i Afghanistan 9. oktober var der ventet flere angreb, men både valgkampen og selve valgdagen forløb relativt fredeligt.
En dræbt ved selvmordsbombe i Kabul
Lyt til artiklen