Arafat beder morgenbøn

Lyt til artiklen

Den palæstinensiske leder Yassir Arafat er kommet sig så meget over sit kollaps i aftes, at han har været i stand til at deltage i den daglige morgenbøn. Rådgiver for Arafat Saeb Erekat siger til nyhedsbureauet AP, at den 75-årige palæstinenserleder også har hyggesnakket med sin hjælpere. »Hans tilstand er stabil, men han har brug for ro og medicinsk pleje«, siger en talsmand for Arafat ifølge den israelske avis Haaretz. Faldt om under møde Yassir Arafat faldt om i forbindelse med et møde i aftes med den palæstinensiske premierminister Ahmed Korei. Embedsmænd oplyste kort efter, at palæstinenserlederen var »meget, meget syg«, og hans kone var på vej til Ramallah fra Paris for at være hos ham ved sygelejet. Et hold læger blev straks sendt til Arafats hovedkvarter for at tilse ham, og derudover er specialister fra Jordan og Ægypten på vej til Ramallah. Israelske myndigheder gav tilladelse til, at Yassir Arafat kunne få lov til at forlade sit hovedkvarter, hvor han har været spærret inde i de seneste to år. Men Israel vil ikke garantere, at Arafat kan få lov til at vende tilbage. Samtidig var blev det oplyst, at Arafat havde samlet en gruppe af ledende palæstinensere til at overtage ledelsen, mens han kom sig over sygdommen. Det blev dog senere afvist af en rådgiver for Yassir Arafat. Masser af rygter I de seneste uger har det svirret med rygter om Arafats forværrede helbredstilstand. Nogle har peget på, at han blot har haft et slemt influenza-tilfælde, mens israelerne har spekuleret i om Arafat skulle have mavekræft. En påstand som palæstinenserne har afvist. Men i aftes tydede meget på, at palæstinenserlederen var i en kritisk tilstand. »Vi forbereder os på at alt kan ske«, sagde den palæstinensiske kommunikationsminister Azzam Ahmed til den arabiske tv-kanal al-Jazeera. Vil forhindre Arafats begravelse i Jerusalem I USA og Israel bliver oplysningerne fra palæstinenserlederens sygeleje fulgt nøje. En talsmand for Det Hvide Hus bekræfter, at Bush holder øje med situationen. Den israelske forsvarsminister oplyser til AP, at Israel vil forhindre, at Arafat kan blive begravet i Jerusalem. Han skal senere i dag drøfte situationen med premierminister Ariel Sharon. Samtidig siger den israelske udenrigsminister Silvan Shalom til israelsk radio, at Arafats død vil gøre det nemmere at opnå en aftale med de palæstinensiske myndigheder. »Vi har altid sagt, at vi ville kunne tale med en palæstinensisk ledelse, der er i stand til at stoppe blodsudgydelserne«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her