Nu er det officielt: USA's næste udenrigsminister bliver Condoleezza Rice. Allerede da den hidtidige udenrigsminister Colin Powell mandag kunne fortælle, at han træder tilbage, svirrede rygterne om, at præsident George W. Bush's nationale sikkerhedsrådgiver Rice ville blive landets udenrigsminister nummer 66. Bush beæret Og nu kommer den officielle udnævnelse fra præsidentens egen mund: »Gennem de sidste fire år har jeg stolet på hendes råd, haft glæde af hendes store erfaring og sat pris på hendes faste dømmekraft. Og nu er jeg beæret over, at hun har indvilget i at træde ind i min regering«, siger Bush om udnævnelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters. Eneste formalitet, før Rice kan sætte sig i sædet, er godkendelsen i senatet, hvilket formentlig kommer til at gå problemfrit. Strateg bag krige Condoleezza Rice har arbejdet tæt sammen med præsidenten i USA's krig mod terror, og har været en af de centrale strateger bag krigene i Afghanistan og Irak. Rice skiller sig ud ved at være både ung, sort og kvinde. Men ellers passer hun fint ind i Bush's regering. Hun er kendt som en tro støtte af Bush's konservative verdenssyn og hårde linje over for internationale terrorister. Dermed lægges der op til en strammere udenrigspolitisk profil efter den mere moderate Colin Powell's afgang. Danforth alternativ USA's nyligt tiltrådte FN-ambassadør, præsten John Danforth, har været nævnt som et muligt alternativ. Med sin religiøse baggrund ville han kunne tilfredsstille det kristne højre efter den religiøse justitsminister John Ashcrofts afgang i sidste uge. Men han gik altså glip af posten. Første sorte kvinde på posten Rice efterfølges sandsynligvis som sikkerhedsrådgiver af sin stedfortræder, Stephen Hadley, siger Hvide Hus-embedsmænd. 50-årige Rice bliver den første sorte kvindelige amerikanske udenrigsminister og den anden kvindelige amerikanske udenrigsminister i historien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























