Konservative briter tyr til civil ulydighed

Underhuset tog en sjældent anvendt særlov i brug for at forbyde rævejagter. Men jagtfolket har ikke sagt det sidste ord i sagen. - Arkivfoto: AP
Underhuset tog en sjældent anvendt særlov i brug for at forbyde rævejagter. Men jagtfolket har ikke sagt det sidste ord i sagen. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Den årelange strid om rævejagt har vendt op og ned på nogle begreber i Storbritannien. Mens ellers konservative og i egen selvforståelse lovlydige landboere er gået på barrikaderne, har invaderet parlamentet og beskyldt regeringen for at krænke menneskerettighederne, har tilhængere af et forbud raset over den slags bøllemetoder og manet til ro og orden. Med torsdagens temmelig kaotiske afstemninger i såvel Overhuset som Underhuset er den parlamentariske del af debatten om den omstridte 'blodsport' nu overstået. Vrede jagttilhængere Resultatet blev, at sidstnævnte - efter at begge kamre havde forkastet en række kompromisforslag - tog en sjældent anvendt særlov i brug for at gennemtrumfe et totalt forbud imod Overhusets vilje. Derved skabte man jubel blandt de briter, der finder, at rævejagt er et brutalt og dyrefjendtligt fortidslevn og vrede blandt de jagttilhængere, der mener, at den flere århundreder gamle tradition er en uomgængelig del af livet på landet og i øvrigt skaffer arbejde til tusinder af mennesker. Men forbuddet indebærer langtfra, at modstanderne af den nye lov agter at opgive kampen for at bevare rævejagten. 'Jeg vil ikke adlyde denne lov' Tværtimod udtrykker nogle af dem ligefrem en form for lettelse over, at flere års parlamentarisk tovtrækkeri er til ende, således at der nu kan sættes ind på andre fronter. »Jeg vil ikke adlyde denne lov. Ikke under nogen omstændigheder. Dette er mit liv. Selvfølgelig vil vi fortsætte med at jage. Det er vi da nødt til, er vi ikke? Vi har ikke andet at lave. Det er så uretfærdigt, det er baseret på fordomme. Men i det mindste ved vi, hvor vi står; jeg følte, at vi havde brug for en afslutning. Dette har ikke været en måde at leve sit liv på«, siger Julian Barnfield, professionel pikør, eller jagthundefører, til The Guardian. Han er en af mange jagttilhængere, der agter at blive lovbryder for at kunne bevare sin levevis - og sit job. 'Vi vil alle sammen ringe til politiet' Han har allerede været i forbindelse med det lokale politi i Gloucestershire for at få at vide, hvordan den nye lov vil blive håndhævet. Det vil ske ved hjælp af videooptagelser, så lovovertræderne kan anholdes senere. »Men det behøver de ikke, jeg vil ringe til dem alligevel og fortælle, at jeg har gjort det. Det vil vi alle sammen. Jeg kan bare ikke se, hvordan retssystemet vil kunne håndtere så mange sager«, siger Barnfield. I de tre måneder, der vil gå, inden forbuddet træder i kraft, har modstanderne også andre kort på hånden. Vil så tvivl om lovs legalitet De agter at gå til domstolene for at anfægte legaliteten af den særlov, som Underhuset tog i anvendelse for at gå uden om Overhuset, og som kun har været brugt fire gange. De overvejer også at anfægte forbuddet ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, fordi det fratager tusinder af mennesker deres levebrød uden kompensation. Og endelig er der den mulighed, at de kan fortsætte med at jage på anden vis. Jagtfalke som alternativ Forbuddet gælder jagt med hunde, og et lyst hoved har foreslået, at man kan bruge jagtfalke i stedet. Under alle omstændigheder er debatten, som premierminister Tony Blair har udtrykt det, flyttet fra parlamentet over i retssalene. Og en ting er sikker - det sidste ord er ikke sagt i striden om rævene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her