Medicin-pause kan hjælpe hiv-smittede

I dag er det international aids-dag. Her markerer kinesiske sygeplejersker dagen med det karakteristiske symbol: Den røde sløjfe. - Foto: AP
I dag er det international aids-dag. Her markerer kinesiske sygeplejersker dagen med det karakteristiske symbol: Den røde sløjfe. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Det er en medicinkur, som varer resten af livet. Og pillerne skal tages hver dag. Sådan har hovedreglerne for behandling med aids-medicin - den såkaldte antiretrovirale behandling - lydt, siden medicinen kom på markedet i 1996. Solide pauser Men nu er der måske nye toner på vej. Et igangværende verdensomspændende forsøg med 6.000 patienter skal undersøge, om det i virkeligheden ikke er bedre, at patienterne holder solide pauser i medicineringen hen ad vejen. »På baggrund af de første resultater - som er meget foreløbige - ser det ud til, at man kan undvære behandlingen i to tredjedel af tiden«, siger Jens Lundgren, chef for Copenhagen Hiv Programme, den forskningsenhed på Hvidovre Hospital, som koordinerer den europæiske del af forsøget. Han understreger dog, at der indtil videre kun er tale om eksperimenter, og at det stadig anbefales alle at tage pillerne hver dag og helt regelmæssigt. Slår hiv tilbage Når hiv trænger ind i kroppen, går det til angreb på de såkaldte CD 4-celler, som udgør en vigtig del af immunforsvaret. Den antiretrovirale behandling slår hiv tilbage - dog uden at virus helt forsvinder fra kroppen - og hjælper dermed genopbygningen af CD 4-cellerne. Hvis aids-medicinen bliver givet og taget rigtigt, er der til sidst så lidt hiv i kroppen, at det ikke længere kan måles. Og det er i den situation, altså når antallet af CD 4-celler igen er steget, at forskerne vil undersøge, om det er muligt at holde pause med pillerne. Modvirker resistens Der er to hovedårsager til, at det kan være en god ide: Pauser kan nedbringe risikoen for, at hiv bliver resistent overfor medicinen. Undersøgelser tyder på, at 8-10 procent af alle, der tager aids-medicin gennem seks år, rammes af alvorlige problemer med resistens. Og ingen ved, om denne del vil vokse i de kommende år. Pauser nedbringer medicinforbruget. I fattige ulande vil det betyde, at mange flere kan komme i behandling for de samme penge. Forøget risiko Mod pauser taler, at når den hiv-smittede påbegynder pausen, vil virusmængden stige og CD 4-tallet falde. Det betyder på ny en svækkelse af kroppens immunforsvar og alt andet lige en forøget risiko for sygdomsangreb. »Det er balancen mellem disse og andre forhold, som forsøget skal afdække over de næste fem til syv år, før vi ved, om pauser kan anbefales«, siger overlæge Jens Lundgren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her