Avis: Danmark har ansvar for tortur

Lyt til artiklen

Danmark bærer ansvaret for, at irakiske soldater og politifolk i det sydlige Irak bedriver tortur og ydmyger fanger. Det fastholder redaktøren af den irakiske avis Al-Manarah, der bragte tortursagen frem sidste uge. Erklæringen kommer efter, at det i denne uge kom frem, at danske soldater i weekenden måtte lægge sig imellem, da irakiske politibetjente begyndte at mishandle anholdte - netop det, Al-Manarah har efterlyst de seneste to uger. Presset skal øges Al-Manarah mener, ar danskerne er nødt til at øge deres pres på irakerne, siger den daglige leder af avisen, assisterende chefredaktør Muwaffaq al-Rifaie. »Da danskerne besluttede at blive en del af koalitionen, tog de også et ansvar for, hvad den midlertidige irakiske regering gør«, siger han til Politiken. Han henviser til, at irakerne har brug for den militære opbakning fra de bedre bevæbnede og organiserede danskere, når de skal foretage razziaer i det område, som dansk militær befinder sig i. Forvirrig Det var for eksempel tilfældet i den militæroperation 25. november, der startede hele tortursagen. I en razzia ved landsbyen Az-Zubair ved Basra anholdt irakisk politi 36 personer. Flere af dem har siden erklæret, at de blev udsat for tortur på en politistation - tæsk, mishandling og elektriske stød. Der har været en del forvirring om, nøjagtig hvad det er, de danske soldater bliver anklaget for. I sin første artikel lørdag 4. december skrev Al-Manarah ('Fyrtårnet') i sin overskrift, at danske soldater »deltog i tortur eller så på uden at gribe ind«. Det skete med henvisning til flere navngivne kilder, der sagde, at de klagede til danske officerer. Over for Politiken erkendte Muwaffaq al-Rifaie i sidste uge, at overskriften skulle forstås i overført betydning, og at danskerne ikke fysisk var til stede ved torturen. Smilende billigelse Misforståelsen kan skyldes, at vidnerne så de danske soldater, da de blev anholdt på brutal vis i Az-Zubair - ikke på politistationen. Det tyder flere af vidneerklæringerne på. Blandt andet siger et unavngivet vidne til avisen, at han så en dansk soldat smile, da han blev behandlet ydmygende ved anholdelsen. I lørdagens udgave af Al-Manarah skriver chefredaktør Khallaf al-Manshady i en forsideleder, at det faktisk ikke er afgørende, om danskerne så til eller ikke så til, da mishandlingerne skete. Det afgørende er den militære opbakning, der muliggør torturen. Han mener, at Danmark har et ekstra stort ansvar, netop fordi det er kendt som et foregangsland inden for menneskerettigheder. Og tonen i lederen er generelt forsonlig. Påskønner besættelse »Vi respekterer og påskønner den nation, der sendte sine styrker hertil for at skabe sikkerhed. Og vi tror ikke, at de danske soldater blev sendt for at overtræde menneskerettighederne, men for at uddanne de folk, der anser overtrædelse af menneskerettighederne for noget helt sædvanligt«, skrev chefredaktør Khallaf al-Manshady i lederen. Avisen udkommer kun tirsdag og lørdag. I tirsdagens udgave var der intet om sagen fra Al-Zubayr. Muwaffaq al-Rifaie siger til Politiken, at der i øjeblikket ikke er udsigt til historier i lørdagens udgave, men at sagen fortsat bliver fulgt. Noget kan tyde på, at Al-Manarahs historie har haft en virkning. Mandag udsendte Hærens Operative Kommando en pressemeddelelse om, at danske soldater ved en ny aktion så irakiske betjente mishandle fanger med »knytnæveslag, spark og slag med geværer«. Da danskerne lagde sig imellem, ophørte det. Efterfølgende erkendte den danske presseofficer Peter Ernstved Rasmussen, at der kan være et generelt problem. »Vi vil tage en alvorlig snak med de irakiske sikkerhedsstyrker om deres måde at behandle fanger på«, sagde Peter Ernstved Rasmussen. Ingen andre irakiske aviser har ifølge Politikens oplysninger taget sagen op. Det kan skyldes, at den i sammenligning med begivenhederne i bl.a. Bagdad, Fallujah, Ramadi og områderne omkring dem kan virke meget lille.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her