Da jordskælvet fandt sted søndag morgen klokken 7.58 lokal tid, var Thailands førende meteorologer allerede samlet til en konference og kunne derfor omgående træde sammen for at drøfte situationens alvor. Efter et kort møde besluttede de, ifølge den thailandske avis The Nation, at vægte hensynet til landets lukrative turisterhverv højere end faren for død og ødelæggelse. Frygtede lukning af institut Meteorologerne frygtede desuden, at regeringen ville lukke deres institut, hvis de anbefalede evakuering og katastrofeberedskab, og flodbølgen så viste sig at være falsk alarm, oplyser en kilde til avisen. Klokken ni, altså en time senere, ramte massive masser af vand Thailands sydlige kyster og har foreløbig dræbt 1.500. Til nyhedsbureauet Dow Jones siger lederen af instituttets seismologiske afdeling, Sulamee Prachuab, at meteorologerne er nødt til at være meget forsigtige, fordi regeringens turistministerium mener, at sådanne advarsler skader turismen, såfremt den forudsagte naturkatastrofe ikke indtræder. Skader turismen »For fem år siden udstedte meteorologisk institut en advarsel om en formodet tsunami efter et jordskælv i Papua New Guinea, men turistmyndighederne klagede over, at den slags advarsler skader turismen«, siger han. Turisme udgør Thailands største valutaindtægtskilde, og regeringen er meget følsom over for nyheder, den anser for en trussel mod pengestrømmen. Hvis folk på de katastroferamte strande var blevet advaret blot et kvarter før, vandet kom, ville mange liv være sparet, siger adskillige turister i Khao Lak til The Nation. Til meteorologernes forsvar skriver The Nation, at jordskælvet ifølge deres oplysninger 'kun' var 8 på Richterskalaen, mens det i virkeligheden var 9. I deres overvejelser indgik også, at der ikke har været flodbølger i Thailand i 300 år. Instituttet udsendte faktisk en lille advarsel, men underdrev truslen, skriver Dow Jones. Tre timer for sent Advarslen nåede heller ikke instituttets webside før tre timer senere, da skaden var sket. Internationale hotelkæder med filialer i Phuket modtog ingen advarsel, før flodbølgen ramte strandene. »Absolut ingen«, siger talskvinden for Sheraton Grand Laguna til Wall Street Journal. Som følge af de lokale avisers artikler om skandalen, lovede Thailands informationsminister, Surapong Suebwonglee, at nedsætte et udvalg. Udvalget skal undersøge, hvorvidt landets meteorologiske institut handlede korrekt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























