USA vil blive i to år mere i Irak

Lyt til artiklen

Den amerikanske regering anmodede i går Kongressen om yderligere 80 milliarder dollar (455 mia. kroner) til de militære operationer i Irak og Afghanistan. Anmodningen kommer oven i de 25 milliarder dollar (142 mia. kr.) ekstra, som regeringen allerede har fået godkendt. Det bringer de totale omkostninger for de to konflikter op på tilsammen 300 mia. dollar (godt 1.700 mia. kroner) til nu. Samtidig meddelte generalløjtnant James Lovelace, at den amerikanske hær planlægger at beholde mindst 120.000 amerikanske soldater i Irak de kommende to år for at træne og kæmpe sammen med de irakiske styrker mod oprørere. I øjeblikket er der 150.000 amerikanske soldater i Irak. Men den amerikanske hær planlægger ikke at reducere antallet af soldater i Irak i de kommende måneder, og det er usandsynligt, at USA vil være i stand til at reducere sin tilstedeværelse til 138.000 til sommer som oprindeligt planlagt. Med den nye ansøgning kommer de samlede omkostninger i Irak og Afghanistan op på 105 mia. dollar alene i 2005. Det er en rekord, der ryster de oprindelige beregninger for omkostninger. John Pike, forsvarsanalytiker hos GlobalSecurity.org, advarede om, at forsvarsministeriet Pentagon måske endda vil få brug for endnu flere penge i år, fordi »vi ganske enkelt ikke ved, hvordan omfanget af vold vil udvikle sig de kommende måneder. Vi ved heller ikke, hvor meget de nye irakiske styrker selv kan overkomme«. Regeringen vil formelt fremsende anmodningen til Kongressen, når præsident George W. Bush har godkendt budgettet for 2005 7. februar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her