Tysklands forbundskansler, Gerhard Schröder, har skabt uro og vrede i NATO få dage før et vigtigt topmøde, som skulle klinke skårene mellem USA's præsident og hans europæiske allierede. Ikke alene overraskede Schröder under en sikkerhedskonference i weekenden både amerikanerne og NATO-toppen ved at sætte spørgsmålstegn ved alliancens fremtid - nu forsøger kansleren oven i købet at tage generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer til indtægt for den samme holdning. Sådan opfattes det i hvert fald i den nordatlantiske alliances hovedkvarter, efter at det store, tyske dagblad Süddeutsche Zeitung onsdag kunne offentliggøre uddrag fra et internt NATO-notat, hvor generalsekretæren angiveligt lufter reformtanker i stil med de tyske. Mirakuløst »Det er mistænkeligt passende for Schröder, at dette interne, fortrolige notat pludselig dukker op i en tysk avis. Nærmest mirakuløst, må man sige«, siger en højtstående NATO-kilde til Politiken. Sarkasmen skyldes, at kredsen omkring generalsekretær Scheffer ikke et øjeblik er i tvivl om, at notatet er plantet af den tyske regering »som et forsøg på damage control«. Oppositionen i Berlin kalder Schröders udspil for en PR-katastrofe. Politisk forum Det fortrolige notat er skrevet af Hoop Scheffer efter et NATO-forsvarsministermøde i den franske by Nice torsdag i sidste uge. Heraf fremgår det, at 'talrige ministre bemærkede, at vi er bedre til ord end til handling, og at det må vi rette op på'. Videre hedder det i generalsekretærens referat af mødet: »NATO må blive et politisk forum, og den må som alliance engagere sig snævrere i relevante politiske fora, hvis vi skal gøre bedre brug af den politiske vilje«. Med politisk fora sigtes der især til FN, hvor NATO, i modsætning til EU, ikke spiller nogen nævneværdig rolle i dag. NATO's officielle talsmand James Appathurai siger til den tyske avis, at »det er et NATO med en stærkere politisk karakter«. Debat om strategi En anden unavngiven medarbejder i NATO siger til avisen, at NATO ønsker en politisk og mere strategisk debat, og at organisationen på dette punkt er enig med den tyske kansler. Til gengæld understreger Appathurai, at Hoop Scheffer ikke ser noget formål med at indkalde en upartisk ekspertgruppe, der inden et år skal fremlægge en reformplan. »Sådan en plan bringer os ikke videre. Det afgørende er, at nationerne selv udnytter NATO bedre end hidtil«, siger Appathurai. Pinlig Men uanset hvem, der har lækket papiret, så er sagen pinlig for NATO-toppen på et tidspunkt, hvor hovedkvarteret er travlt optaget af at forberede et omhyggeligt orkestreret besøg af præsident George W. Bush på tirsdag. Begivenheden er udset til at være den store genforening af amerikanske og europæiske interesser oven på to års strid om Irakkrigen - og USA's nye udenrigsminister, Condoleezza Rice, brugte mange retoriske kræfter på at gøde jorden under et besøg i sidste uge. »Generalsekretæren er meget optaget af at undgå et analytisk og indadvendt topmøde, som endnu en gang fortaber sig i problemer. Det er vigtigt, at mødet fokuserer på alt det, der rent faktisk lykkes for NATO nu«, siger en kilde, der er tæt på Jaap de Hoop Scheffer. Schröder 'vil begrave NATO' Hensynet til topmødet betyder, at generalsekretæren ikke åbenlyst kan gå til modangreb på forbundskansler Schröder og forklare, at citaterne fra det fortrolige notat ifølge Scheffers folk bliver misforstået. Generalsekretæren ser gerne alliancen styrket som et mere politisk debatforum i fremtiden, ganske som kansleren gør. »Men Schröder lyder jo som om, at han vil begrave NATO og finde på noget helt nyt. Og så fordrejer tyskerne oven i købet Jaap de Hoop Scheffers holdninger som del af et PR-kup, der skal få det til at se ud som om, at kanslerens forslag vinder genklang«, siger kilden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























