FBI frygter ny terror mod selve USA

Terrortruslen mod USA har ikke været højere siden angrebet på New York, 11. september 2001. - Arkivfoto: AP
Terrortruslen mod USA har ikke været højere siden angrebet på New York, 11. september 2001. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Den amerikanske ambassadør i Irak, John Negroponte, kommer fra asken i ilden, når han om få uger overtager posten som antiterrorchef i USA. Ikke alene skal han koordinere 25 forskellige efterretningsvæseners indsats, hvilket i betragtning af deres indbyrdes rivalisering bliver svært, men John Negroponte står også over for den hidtil største terrortrussel mod selve USA. For mens gerningsmændene til attentaterne 11. september 2001 blev fløjet ind i USA, befinder mange af de potentielle terrorister sig i selve USA. De bliver rekrutteret i yderligtgående miljøer i storbyernes moskeer efter et mønster, der efterhånden er velkendt i europæiske storbyer som Amsterdam, London, Paris og Madrid. Sovende agenter Det påstod FBI-direktør Robert Mueller onsdag i en høring i det amerikanske Senat, hvor han tegnede et dystert billede af terrornetværkernes udbredelse i USA. Især frygter FBI tilstedeværelsen af 'sovende agenter'. Det er mulige terrorister, der på overfladen har levet et helt normalt og stille liv i USA i flere år, mens de samtidig har holdt kontakt til terrorledere i ind- og udland. »Jeg er meget bekymret over, hvad vi ikke kan se«, sagde Robert Mueller til senatorerne, og han gav dem en detaljeret redegørelse for FBI's overvågning og arrestation i de seneste to år af formodede terrorister i USA. Netværk i moskeer Robert Muellers og CIA-chefen Peter Goss' deltagelse i mødet i Senatet handlede også om at få flere midler til de to organisationer FBI og CIA, og flere senatorer satte ifølge nyhedsbureauerne spørgsmålstegn ved de to organisationers hidtidige indsats i kampen mod terrorisme. Men FBI-chefen advarede mod at undervurdere terrortruslen, og i en 25 sider lang rapport gennemgår han de aktuelle trusler mod USA. Ifølge Mueller kommer udenlandske terrorister fortsat til USA trods den skrappe kontrol ved grænserne, og både han og Peter Goss frygter disse nye terrorister. »Hellige krigere, der har kæmpet i Irak og har overlevet kampene, vil forlade Irak med masser af erfaring, og de vil koncentrere sig om terrorisme i byerne. De repræsenterer en potentiel kontaktgruppe, som kan opbygge terrorceller, grupper og netværk hen over grænserne«, sagde Peter Goss under samme møde i Senatet. Irak er træningslejr Irak er nu - med CIA-chefens ord - én stor træningslejr for terrorister fra hele verden. Men FBI mener også, at der foregår rekruttering og træning af kommende terrorister i selve USA. Rekrutteringen finder sted overalt: fra universiteter til boligkvarterer og fængsler, hvor svage unge let kommer i kontakt med yderligtgående kræfter. »Den mulige rekruttering af yderligtgående amerikanere, som er konverteret til islam, bekymrer os og er en voksende udfordring, fordi selve måden at indrullere disse mennesker på er subtil, og mange gange har denne radikalisering tendens til at foregå over en længere tidsperiode og under meget forskellige betingelser«, skriver FBI-chef Mueller. Overvågning FBI mener også, at muslimske organisationer med legal aktivitet i USA ofte fungerer som dække for ulovlige aktiviteter, og de er derfor under skarp overvågning. F.eks. er den palæstinensiske Hamasorganisation aktiv i USA, hvor den hverver tilhængere. »Selv om det ville være et stort strategisk skifte for Hamas, er dens amerikanske netværk teoretisk i stand til at lette gennemførelsen af terroraktioner i USA«, fastslår Robert Mueller. De muslimske organisationer i USA har endnu ikke reageret på beskyldningerne. Men de har flere gange protesteret mod påstande om, at de er infiltreret af yderligtgående kræfter, og relativt få muslimer er indtil nu dømt for terrorvirksomhed eller medvirken til det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her