USA's øverste domstol skal i dag tage stilling til, hvorvidt det er i strid med adskillelsen af kirke og stat, at De Ti Bud udstilles i nogle af landets retssale. Sagen har yderligere skærpet striden mellem den religiøse højrefløj og samfundets sekulære kræfter. Sagen ved højesteret drejer sig om en 1,80 meter høj rød granitskulptur i Austin i Texas samt to indrammede opslag med De Ti Bud, som i fem år har hængt i to retsbygninger i Kentucky. Mistede sit job Sagen har fået betydning efter en meget omtalt tvist i Alabama for 15 måneder siden, da delstatens højesteretsdommer mistede sit job, fordi han nægtede at lade et to ton tungt granitmonument over De Ti Bud fjerne fra det lokale domhus' område. Den amerikanske præsident, George W. Bush, og hans regering, der i høj grad kan takke den religiøse højrefløj for genvalget i november, har opfordret højesteret til ikke at beordre monumentet og opslagene fjernet og kaldt De Ti Bud »et enestående stærkt og almindeligt anerkendt symbol på loven«. Jay Sekulow, chef for American Center for Law and Justice, et advokatfirma, der er stiftet for at yde juridisk støtte til konservative kristne og andre religiøse grupper, hævder, at buddene er blevet så veletablerede, at de i dag har antaget en sekulær betydning og er blevet »et unikt symbol på loven«. Ingen sekulær begrundelse Sagen blev anlagt af en hjemløs tidligere advokat, Thomas van Orden, der holder til i Austin. »Jeg har ikke sagsøgt kristendommen eller jødedommen«, siger han til nyhedsbureauet AP. »Jeg klagede for at sikre principperne i den første forfatningstilføjelse« (om den enkelte borgers religions- og ytringsfrihed, red.). Erwin Chemerinsky fra Duke Universitys juridiske fakultet, skal føre sagen: »Der findes ingen sekulær begrundelse for på statens ejendom at opstille et monument med erklæringen: »Jeg er Herren, din Gud«, skriver han i sit sagsresumé. Texas repræsenteres af chefanklager, Greg Abbott. »Jeg tror og håber på, at USA's højesteret ikke vil trække agnosticisme ned over hovedet på borgerne i vores delstat og vores land«, siger Abbott. Højesterets egne vægge er prydet af en marmorfrise, hvor Moses med stentavlerne er afbildet sammen med andre af »historiens store lovgivere«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























