»Hvor mange retssager har I brug for?«, spurgte George Felos, advokat for Michael Schiavo, i mandags sin klients svigerforældre. Tirsdag tabte forældrene, Robert og Mary Schindler, igen et forsøg på at få en domstol i delstaten Florida til at underkende Michael Schiavos position som juridisk værge for deres alvorligt hjerneskadede datter. Femte døgn uden føde Forældrene appellerede straks kendelsen til den føderale distriktsdomstol i Atlanta. Imens gik deres datter ind i sit femte døgn uden mad og vand. Hun ventes at kunne overleve et par uger på den måde. Der har nu været så mange retssager, siden Terri Schiavo gik i koma for 15 år siden, at amerikanske medier tilsyneladende har opgivet at tælle. Ifølge Washington Post er det »mindst halvandet dusin«. Sag blev til et nationalt anliggende Men sagen har fået helt nye dimensioner, efter at den amerikanske Kongres med en særlov vedtaget og underskrevet af præsidenten midt om natten i mandags flyttede sagen fra staten Florida til det føderale retssystem. Foreløbig er det hver gang Michael Schiavo, der har fået medhold i, at han har retten til at afgøre, hvad der vil være bedst for hans kone. Hun har ikke lavet noget livstestamente, men alle domstole har godtaget Michael Schiavos og nogle venners ord for, at Terri inden sin sygdom flere gange gav udtryk for, at hun ikke ville ønske at leve, hvis hun en dag skulle komme i en situation som den, hun er i nu. Dommer sagde stop Den nyeste afgørelse fra forbundsdomstolen i Florida var konkret et nej til at beordre læger til igen at montere den slange, der indtil i fredags gav Terri Schiavo næring direkte i maven. Et ja fra dommeren ville have ført til, at han kiggede mere grundigt på hele sagen, mens kvinden fortsat blev holdt i live. Dommer James Whittemore begrundede sit nej med, at han ikke kunne se, at forældrene ville kunne vinde en retssag. »Retten konkluderer, at Theresa Schiavos livs- og frihedsinteresser blev tilstrækkeligt varetaget ved en omfattende proces, der har fundet sted ved delstatens domstole«, sagde dommer Whittemore. Bush skuffet Præsident George W. Bush lod via en talsmand forstå, at han var skuffet over Whittemores kendelse. »Vi ville have foretrukket en anden kendelse«, lød beskeden fra Det Hvide Hus. En meningsmåling lavet for tv-stationen ABC viser, at et flertal af de amerikanske vælgere er uenige. 63 procent af de adspurgte støtter beslutningen om at fjerne fødeslangen, der har holdt Terri Schiavo i live. 70 procent siger ja til, at Kongressens indblanding i sagen har været upassende, og næsten lige så mange mener, at det skete mere for at score point hos vælgerne end for at beskytte Terri Schiavo og principperne i sagen. Flere juridiske eksperter har været stærkt kritiske over for det usædvanlige politiske indgreb. Tidligere offentlig anklager Kendall Coffey vurderede, at sagen meget vel kan ende i den amerikanske højesteret. Højesteret har tre gange tidligere afvist overhovedet at behandle sagen, med henvisning til at den hørte til i Floridas retssystem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























