Den 35-årige franskmand Zacarias Moussaoui har underrettet den amerikanske regering om, at han har tænkt sig at tilstå anklagerne om, at han spillede en rolle i terrorangrebene mod New York og Washington 11. september 2001. Tilståelsen kan falde allerede senere i denne uge, hvis retssystemet finder, at han er mentalt egnet til retsforfølgelse, skriver Washington Post. Galning? Moussaoui sidder fængslet i Alexandria, Louisiana, og er den eneste person bag tremmer i USA, der er tiltalt for terrorangrebet, og Bush-regeringen har fremhævet hans sag som bevis på, at regeringen også formår at bekæmpe terror ved domstolene. Men netop Moussaouis mentale tilstand er genstand for nogen debat i USA. Franskmanden forsøgte allerede for tre år siden at tilstå anklagerne imod ham, men dommeren overtalte ham til lige at overveje tilståelsen en gang mere. Og efter en uges betænkningstid trak han så tilståelsen tilbage. Senere i denne uge mødes dommeren med Moussaoui for at danne sig et indtryk af Moussaouis mentale helbred. Raseri Moussaoui har undervejs demonstreret pludselige og fuldstændigt afsindige raseriudbrud i retssalen, ligesom han har skrevet hadefulde og superinjurierende breve til samtlige involverede, ikke mindst den dommer, der har haft ansvaret for sagens forløb hidtil. Vurderingen fra flere amerikanske retseksperter er imidlertid, at Moussaoui ikke er gal nok til at undslippe retsforfølgelse. Vil acceptere dødsstraf Tilståelsen falder i givet fald imod rådene fra Moussaouis forsvarere. I flere breve har Moussaoui for nylig gjort klart, at han er villig til at løbe risikoen for at blive idømt dødsstraf. Washington Posts kilder siger, at netop det spørgsmål bliver helt afgørende for den eventuelle retsforfølgelse af franskmanden. For det vurderes som helt usandsynligt, at anklagemyndigheden vil overveje at føre sagen uden mulighed for at idømme Moussaoui dødsstraf. Ret til afhøre al-Qaeda-vidner At franskmanden nu atter viser interesse for at tilstå i sagen, kan hænge sammen med, at sagen efter at have hængt i det amerikanske appelretssystem nu nærmer sig sidste instans. Sagen har været blokeret ved flere appeldomstole i spørgsmålet om Moussaouis ret til at afhøre centrale al-Qaeda-vidner i forbindelse med sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























